Afslører navnet: Det skal prinsen hedde

Meghan Markle og prins Harry har offentliggjort navnet på deres nyfødte søn

Her bliver den nyfødte kongelige vist frem. Video: AP

Archie Harrison Mountbatten-Windsor.

Det skal Meghan Markle og prins Harrys nyfødte søn hedde. Det er netop kommet frem via parrets officielle Instagram-profil.

Her lyder det:

- Hertugen og hertuginden af Sussex er glade for at kunne offentliggøre deres førstefødte barn, Archie Harrison Mountbatten-Windsor. Denne eftermiddag introducerede deres kongelige højheder hendes majestæt dronningen for hendes ottende oldebarn ved Windsor Castle.

Meghan Markle fødte parrets søn mandag morgen, der på fødselstidspunktet vejede 3260 gram. Tidligere onsdag viste de så Archie frem for verden.

Det skete i private omgivelser i kongeslottet Windsor Castle, hvor ganske få pressefotografer fik lov til at komme ind og tage billeder.

- Det er magisk. Det er helt fantastisk. Og her er jeg med mine to bedste drenge i verden, så jeg er virkelig glad, sagde Meghan Markle til pressen ved fremvisningen ifølge Sky News.

Brød tradition
Traditionen i England lyder ellers, at kongelige småbørn vises frem inden for det første døgn, men parret valgte at holde det mere privat end tidligere.

Bookmakerne havde gættet på, at den lille ny ville blive navngivet enten Alexander, James, Philip eller Arthur, skrev CBS News, men det blev altså Archie i stedet.

Spencer har også været nævnt som en mulighed, da det er prinsesse Dianas - Harrys mors - borgerlige fødenavn.

Lille Archie kom til verden mandag. Foto: Ritzau Scanpix
Lille Archie kom til verden mandag. Foto: Ritzau Scanpix

I oktober 2018 blev det offentliggjort, at hertugparret ventede deres første barn. Det skete, efter der i længere tid havde floreret rygter om, at Meghan Markle var gravid.

Parret har frabedt sig barselsgaver. I stedet har de på Instagram bedt deres følgere om at donere penge til en række velgørenhedsorganisationer, der støtter udsatte børn og forældre.

Prins Harry og Meghan Markles barn bliver den syvende arving til den britiske trone og dronning Elizabeths ottende oldebarn.

Mødtes på blind date
Prins Harry og Meghan Markle har dannet par siden juni 2016, og i november året efter annoncerede de, at de var blevet forlovet. De to mødtes på en blind date, som en af deres fælles venner havde arrangeret.

I maj 2018 sagde de så ja til hinanden ved en storstilet ceremoni i St. George Chapel på Windsor Castle lidt uden for London.

Amerikanske Meghan Markle ernærede sig førhen som skuespiller og er blandt andet kendt for sin rolle i den kendte tv-serie 'Suits'. Skuespillet har hun dog lagt på hylden, efter hun er blevet en del af den britiske kongefamilie.

25 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere