Norges kongehus klager til pressenævn

Kongehuset i Oslo vil have pressenævn til at definere ret til privatliv efter intime billeder af de kongelige i den norske udgave af Se og Hør

Dronning Sonja og resten af det norske kongehus føler sig krænkede. (Foto: Polfoto/PA).
Dronning Sonja og resten af det norske kongehus føler sig krænkede. (Foto: Polfoto/PA).

Norges kongefamilie har indklaget ugebladet Se og Hør for det norske pressenævn for brud på god presseskik.

Kongehuset ønsker, at norsk presse skal definere, hvilken ret de kongelige skal have til privatliv.

Klagen kommer en måned efter, at kongehuset gik ud i offentligheden og udtrykte frustration over ugebladets ageren.

Det handler om 60 siders billeder af de kongeliges ferier og billeder af familien i badetøj.

Klagen gælder otte numre af Se og Hør over en periode på otte måneder.

- Vi har sagt, hvad vi mener om sagen i forrige runde, da vi gik ud i medierne. Nu ønsker vi, at pressens eget klageorgan skal tage stilling til, hvilken ret de mener, at kongefamilien har til et privatliv, siger hoffets kommunikationschef, Marianne Hagen.

Kongefamilien mener, at Se og Hør bryder pressens eget kodeks om tilbageholdenhed, særligt det punkt der gælder at vise hensyn til menneskers privatliv.

- Klagen kommer som et resultat af en udvikling, hvor respekten for privatlivet sættes under stadigt pres af Se og Hør. Billedbrugen i de indklagede reportager, reportagernes omfang og intimiteten i reportagerne tager kun lidt eller ingen hensyn til kongefamiliens ret til privatliv, hedder det i klagen til pressenævnet.

Læs også:

Se også: Norges kongefamilie raser mod ugeblad

Hagen siger, at det ikke har været en let beslutning for de kongelige at sende klagen til pressenævnet.

- Særligt vigtigt i den vurdering for kongefamilien har det været, at børns privatliv skal beskyttes, også i situationer hvor voksne medlemmer er til stede, siger hun.

Se og Hør er blandet andet blevet beskyldt for at fotografere kongefamiliens børn gennem hegn, der omgiver privat ejendom, at have taget paparazzi-billeder fra badeferier på Korsika og i Caribien, at have forfulgt kronprinsessen under en vandrerrejse til afsidesliggende steder i Indien

Billederne er taget med telelinser og skjult kamera, uden at kongefamilien har været klar over, at de blev fotograferet.

0 kommentarer
Vis kommentarer