Familien svigter krise-kongen

Den svenske konge er i sit livs krise, men støtten fra hans nærmeste familie er svært at få øje på

Der var en gang, hvor familien holdt sammen. Men nu står kongen ret alene. (Foto: Getty Images)
Der var en gang, hvor familien holdt sammen. Men nu står kongen ret alene. (Foto: Getty Images)

Det voldsomme pres mod Carl Gustaf får nu konsekvenser internt i den svenske kongefamilie.

Kongeparrets yngste barn, prinsesse Madeleine, vægrer sig således ved at komme hjem til Sverige til nationaldagen på mandag og sin egen fødselsdag få dage senere. Hun bliver i USA i protest, skriver Expressen i dag.

Samtidig reagerer både dronning Silvia, der i dag kommer til Danmark, og kronprinsesse Victoria på skandalen med tavshed - i stedet for at gå åbent ud i forsvar for kongen.

Udadtil opretholder familien facaden, men reelt er sammenholdet slået i stykker, skriver den svenske avis.

Bog ændrede alt
For kronprinsessen har stormvejret om faderen fået store konsekvenser. Efter brylluppet mellem Victoria og Daniel sidste sommer skulle det unge par tage mere ansvar internt i kongehuset.

LÆS OGSÅ: Svenske forfattere: Carl Gustaf lyver

En hektisk rejseaktivitet gik i gang med besøg i både Frankrig og Kina.

Men så kom bogen ' Carl XVI Gustaf - den motvillige monarken'. Det fik følger under en rundrejse, som kronprinsesseparret foretog i Finland og Nordsverige.

Her interesserede den medfølgende udenlandske presse sig kun for spekulationerne om kongen. Victoria valgte at tie.

I sidste uge var Victoria og Daniel i Tyskland. Det var efter afsløringen af, at kongens daværende ven Anders Lettström havde taget kontakt til kriminelle kredse for at redde Carl Gustaf .

150 tyske reportere og fotografer fulgte det svenske par. Alle ville vide noget om kongens besøg på sexklubber og kontakt til gangsterkredse. Eneste kommentar fra Victoria om sagen var, at det var, 'at det er anstrengende at leve med alt det, der bliver skrevet.

Vil ikke hjem
Samtidig vender lillesøsteren Madeleine det hele ryggen ved at forskanse sig i USA, hvor hun arbejder på et velgørenhedsprojekt.

Hun har ikke været i Sverige siden december måned og dukkede ikke op til faderens 65-års fødselsdag sidst i april.

På spørgsmålet om, hvorfor hun ikke kommer hjem, siger Annika Sönnerberg fra hoffets informationsafdeling til Expressen:

- Det har jeg ingen oplysninger om.

Ved kongens side forholder dronning Silvia sig tavs. Hun passer sit officielle program, men røber intet om sine følelser omkring Carl Gustafs uhyre vanskelige situation.

0 kommentarer
Vis kommentarer