Dronning Elizabeth er indlagt med diarré og mavesmerter

Den britiske dronning har aflyst alle arrangementer i næste uge. Hun er indlagt på hospitalet med mavesmerter

Den britiske dronning Elizabeth er indlagt på hospitalet med en betændelsestilstand i maveregionen, oplyser hoffet.

Den 86-årige dronning blev indlagt søndag med diarré og mavesmerter, og alle hendes arrangementer i den kommende uge er aflyst.

At helbredet lige nu ikke er så godt kom frem fredag, da dronningen aflyste et planlagt besøg i Wales på grund af maveproblemer.

Et planlagt todages besøg i Rom senere på ugen er strøget af kalenderen, oplyser en talsmand for Buckingham Palace.

- Dronningen bliver behandlet for symptomer på gastroenteritis (betændelse i mave-tarmkanalen, red.) på King Edward Hospitalet i London, siger talsmanden.

Dronningen er kendt for at have et robust helbred. Senest, hun var indlagt på et hospital, var i 2003 med knæproblemer.

Hun har også gode gener. Hendes mor, kendt som dronningemoderen, døde i 2002 i en alder af 101 år.

Talsmanden siger, at dronning Elizabeth muligvis skal være indlagt i nogle dage for at være på den sikre side.

Dronning Elizabeth og Storbritannien fejrede i fjor, at det var 60 år siden, at hun blev dronning.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!