Diana-kjole i auktions-fiasko

En berømt kjole blev ikke budt op til den fastsatte mindstepris

Auktionen var overstået på et øjeblik. Video: Reuters via Ritzau Scanpix.

En midnastsblå festkjole i fløjl, som prinsesse Diana havde på, da hun dansede med John Travolta ved en gallamiddag i Det Hvide Hus i 1985, kunne ikke sælges til den fastsatte mindstepris ved en auktion i London mandag.

Det skriver Reuters.

Kjolen blev designet af Victor Edelstein og er en af de mest ikoniske kjoler, Diana har båret. Kjolen blev i 2013 solgt på auktion for 200.000 pund.

Køberen fra dengang, som havde købt den til sin kone, ønskede dog at kjolen igen skulle komme frem i lyset, hvorfor den atter røg på auktion.

Målet ved dagens auktion var at sælge den for mellem 250.000 og 300.000 pund, svarende til mellem 2,2 og 2,7 millioner kroner, hvilket dog altså ikke skete.

To andre af Dianas kjoler blev dog solgt til priser, som var højere end de forventede. Det drejer sig om en Katherine Cusack-aftenkjole, som blev solgt for 48.000 pund (426.000 kroner) - væsentligt mere end de forventede 20.000-30.000 pund - samt en dagligdagskjole af Catherine Walker, som blev solgt for 28.000 pund (knap 250.000 kroner), på trods af at den var forventet at indbringe 4-6000 pund.

De tre Diana-kjoler fra dagens auktion. I midten kjolen, der ikke blev solgt, mens Katherine Cusack-aftenkjolen ses til venstre, og Catherine Walker-kjolen er til højre. Foto: Henry Nicholls/Reuters/Ritzau Scanpix
De tre Diana-kjoler fra dagens auktion. I midten kjolen, der ikke blev solgt, mens Katherine Cusack-aftenkjolen ses til venstre, og Catherine Walker-kjolen er til højre. Foto: Henry Nicholls/Reuters/Ritzau Scanpix

John Travolta fortalte i sidste uge til Yahoo Entertainment om den aften, hvor han skulle danse med den britiske prinsessse. Her fortalte han, at han var nervøs, da han begav sig ud på gulvet med Diana.

- Jeg tænkte, at jeg måtte huske, hvad jeg lærte om ballroom dancing i skolen og vise, at jeg kunne føre hende, fortæller han.

- Jeg vidste ikke, før jeg var der, at jeg skulle danse med hende. Diana vidste ikke, at Nancy Reagan (den daværende førstedame, red.) ikke havde fortalt mig, at det var planen, at jeg var aftenens Prince Charming, erindrer han om aftenen.

Prinsesse Diana afgik ved døden efter en bilulykke i Paris 31. august 1997, da hun var passager i en bil ført af en beruset chauffør, der blev forfulgt af paparrazzifotografer. Hun blev 36 år gammel.

35 kommentarer
Vis kommentarer