Efter 'Megxit': Sådan bliver Harry og Meghans nye liv

Det kan godt være, at Harry og Meghan vil til at tjene deres egne penge, men de vil også gerne tage imod skatteydernes

Prins Harry og hertuginde Meghan havde haft en usædvanlig lang juleferie til at tænke over tingene.

Hele seks uger i en luksusvilla i Vancouver blev det til, mens resten af den kongelige familie holdt jul efter præcis samme drejebog som altid.

Onsdag 8. januar blev det så officielt.

Foto: Daniel Leal-Olivas/Pool/AFP/Ritzau Scanpix Intl. kongelige - 8. jan. 2020 - kl. 19:50 Harry og Meghan træder tilbage

The Sussexes, som de bliver kaldt, trækker sig tilbage fra livet som såkaldt 'senior' kongelige og vil fremover 'arbejde hen imod at blive økonomisk uafhængige', som det lød i deres officielle udmelding på deres Instagram-konto.

deres hjemmeside uddyber de beslutningen, der ifølge dem selv har været undervejs i flere måneder.

Her klager de over, at det hidtil har været 'forbudt at have nogen form for indtægt' og svarer på en lang række spørgsmål om deres økonomiske situation som 'selvstændige', hvor de understreger, at de - selvom de fremover ikke længere vil arbejde for kongehuset i så stor udstrækning som hidtil - stadig vil forvente visse kongelige goder, når de efter al sandsynlighed flytter til Canada.

Beholder deres dyre hjem
De regner blandt andet med at beholde deres hjem, Frogmore Cottage, som deres officielle residens, så 'deres familie altid har et sted at kalde hjem i Storbritannien', som de forklarer.

Netop Frogmore Cottage var ellers centrum for en række kritiske historier i det forgangne år, da det kom frem, at huset var blevet sat i stand for over 22 millioner skattekroner.

Samtidig forventer de at få dækket udgifterne til deres omfattende sikkerhedsopbud og forklarer sig med, at de er klassificeret som 'internationalt beskyttede personer, der kræver denne grad af sikkerhed'.

Ifølge Daily Mail vil Meghan, Harry og lille Archie kræve seks fastansatte bodyguards, hvis løn vil blive betalt af skatteyderne.

Intl. kongelige - 8. jan. 2020 - kl. 21:58 Eksperter om Harry og Meghan: Derfor fik de nok

Parret har ellers et godt økonomisk udgangspunkt. Meghan menes at være god for over 35 millioner kroner, som hun især har tjent på sin medvirken i tv-serien 'Suits'.

Endnu bedre ser det ud for prins Harry, der ifølge Forbes menes at have en personlig formue på omkring 265 millioner kroner.

Så selv hvis de takker nej til en del af den engelske version af apanagen, lader det altså ikke til, at familien behøver at droppe alle de dyre vaner lige foreløbigt.

Chokerede familien
Meghan og Harrys beslutning om at trække det royale stik kommer efter alt at dømme som et chok for deres familiemedlemmer.

I hvert fald var Buckingham Palace hurtigt ude med en pressemeddelelse, der på deres egen meget engelske måde gjorde det helt klart, at deres flytning på ingen måde er klappet af med de øvrige kronede hoveder.

'Drøftelserne med hertugen og hertuginden af ​​Sussex er på et tidligt stadie. Vi forstår deres ønske om at tage en anden retning, men dette er komplicerede emner, der vil tage sin tid at gennemarbejde', lyder det.

Meghan og Harry med resten af kongefamilien 1. juledag 2017, mens alt stadig var fryd og gammen. I år droppede parret traditionerne og tog til Canada. Foto: AP
Meghan og Harry med resten af kongefamilien 1. juledag 2017, mens alt stadig var fryd og gammen. I år droppede parret traditionerne og tog til Canada. Foto: AP

Ifølge Daily Mail var dronningen og resten af familien 'chokerede, triste og direkte rasende' over, at de ikke var blevet informeret om beslutningen, men i stedet måtte få nyheden i tv.

Dog mener en del spøgefugle, at dronning Elizabeth var orienteret om, at hendes barnebarn og hans kone var på vej ud af 'the firm'. Det blev nemlig bemærket af mange både seere og kommentatorer, at der manglede et fotografi af The Sussexes i baggrunden, da den 93-årige monark holdt sin årlige tale til nationen 1. juledag.

'Dronningen FORSØGTE at fortælle jer til jul, at Harry og Meghan træder tilbage. Intet billede af dem under hendes tale. Sporene var lige dér', skriver en Twitter-bruger ifølge Mirror.

Rækkefølgen til den britiske trone

Få et overblik over de første ti i arvefølgen til tronen.

1. Prins Charles, prins af Wales (født 1948, ældste søn af dronning Elizabeth).

2. Prins William, hertug af Cambridge (født 1982, ældste søn af prins Charles).

3. Prins George, prins af Cambridge (født 22. juli 2013, ældste søn af prins William).

4. Prinsesse Charlotte, prinsesse af Cambridge (født 2. maj 2015, andet barn af prins William).

5. Prins Louis, prins af Cambridge (født 23. april 2018, tredje barn af prins William).

6. Prins Harry, hertug af Sussex, (født 1984, prins Charles' søn nummer to).

7. Den nyfødte dreng (født 6. maj 2019, søn af prins Harry og hertuginde Meghan).

8. Prins Andrew, hertug af York (født 1960, dronning Elizabeths søn nummer to)

9. Prinsesse Beatrice af York (født 1988, prins Andrews ældste datter)

10. Prinsesse Eugenie af York (født 1990, prins Andrews datter nummer to)

Se også: Meghan i kryptisk udmelding: - De gør det ikke let

50 kommentarer
Vis kommentarer