Far reddede Daniels liv: - Jeg er ham evigt taknemmelig

Svenske prins Daniel fik så at sige livet tilbage, da han for ti år siden fik en ny nyre

Svenske prins Daniel ved, hvor vigtig en organtransplantation kan være. Foto: Dado Ruvic/Ritzau Scanpix
Svenske prins Daniel ved, hvor vigtig en organtransplantation kan være. Foto: Dado Ruvic/Ritzau Scanpix

– Jeg gik fra at have været utrolig dårlig til at være rigtig frisk. Det er mærkeligt. Man vågner efter operationen og har det så meget bedre.

Sådan fortæller 46-årige prins Daniel – gift med Sveriges kronprinsesse Victoria – til ’Nyhetsmorgon’ på svensk TV4 om den nyretransplantation, han fik for ti år siden, skriver Svensk Damtidning.

Donoren var hans far, Olle Westling.

Prins Daniel føler sig i dag helt rask.  Foto:  Ritzau Scanpix
Prins Daniel føler sig i dag helt rask. Foto: Ritzau Scanpix

– Jeg er ham evigt taknemmelig. Jeg fik jo et nyt liv den dag, siger prinsen, der skal tage medicin resten af livet. Det er dog ikke noget, der påvirker hans hverdag, forsikrer han og fortæller, at ugerne op til transplantationen, hvor han var i dialyse og på sygehus flere gange om ugen, var noget af det sværeste i hans liv.

– For mig var det bare en kort periode, men tænk på, at det for andre står på i flere år, siger han i det åbenhjertige interview, hvor han fortæller, hvorfor det er så vigtigt at tilmelde sig donorregistret.

– En nyresygdom sniger sig ind på en, så man ikke rigtig mærker, at man er syg – før man er virkelig syg. Da jeg fik den nye nyre, var det, som om at alle de giftstoffer, der havde hobet sig op i kroppen, bare forsvandt. Med et blev blodet og hele kroppen ren igen.

85 procent af svenskerne går ind for organdonation, men langt færre har tilmeldt sig registret.

– Men det jo en del af en vigtig samfundskontrakt, at man skal gøre det, man kan. Den, der ikke får et organ, bliver utrolig frustreret og angst. Bør vi, der på alle måder er så rigt et land, ikke være helt i top, når det handler om dette register, spørger han.

Har en plan B
I interviewet bliver han spurgt til sine tanker om fremtiden – blandt andet hvorvidt han er bange for, at nyren skal svigte.

– Jeg er faktisk ikke så bekymret. Sker det på et tidspunkt, så skal jeg nok tackle det. Jeg har både venner og familiemedlemmer, der er villige til at donere en ny nyre, siger han.

8 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!