Kontroversiel prins fylder 99

Britiske dronning Elizabeths mand, prins Philip, er kendt for sin bramfri tone. Den 10. juni fylder han 99 år

Det britiske kongehus har offentliggjort et nyt billede af prins Philip og hans kone, dronning Elizabeth, i anledningen af prinsens 99-års fødselsdag. Billedet blev taget den 6. juni i år ved det royale slot Windsor Castle. Foto: Pool/Reuters
Det britiske kongehus har offentliggjort et nyt billede af prins Philip og hans kone, dronning Elizabeth, i anledningen af prinsens 99-års fødselsdag. Billedet blev taget den 6. juni i år ved det royale slot Windsor Castle. Foto: Pool/Reuters

Tager prins Philip et kig i sin pung - eller hvad en mand i hans alder nok vil kalde tegnebog - støder han måske på et id-kort med sin fødselsdato, 10. juni 1921.

Et tegn på, at prinsen, der er gift med Storbritanniens regent, dronning Elizabeth, er en aldrende mand og fylder 99 år.

I prinsens tegnebog finder man dog ikke noget kørekort.

Sådan et havde han godt nok engang, men efter en skæbnesvanger januardag sidste år fik han det frataget frivilligt.

Prinsen kørte i sin firehjulstrækker ud på en trafikeret vej og direkte ind i en bil.

I bilen, han ramte, sad en 28-årig kvinde, der fik rifter på knæet, og en 45-årig kvinde, der brækkede sit håndled. En ni måneder gammel baby, som også var i bilen, kom ikke noget til.

Den dengang 97-årige prins slap uskadt fra det uheld, han havde forårsaget.

Han slap også fra at blive straffet - blandt andet på grund af sin alder og fordi han efter et par uger selv valgte at give afkald på sit kørekort.

I mellemtiden var han dog blevet fanget bag rattet og tilbage i trafikken - uden at have sikkerhedssele på.

Miseren udløste debat i Storbritannien om, hvorvidt der skulle indføres en aldersgrænse for bilister.

Det er langtfra første gang, at prinsen har været forsidestof i de britiske medier.

Han har især trukket overskrifter for sin bramfri tone.

I 1986 var han på besøg i Kina hos en gruppe britiske studerende, hvor han advarede dem mod at blive for lang tid i landet.

- Hvis I bliver her meget længere, får I skæve øjne, sagde han ifølge Reuters til dem.

I 1997 deltog han i en mindehøjtidelighed i Indien for ofrene ved en massakre 78 år tidligere, hvor britiske soldater åbnede ild mod en ubevæbnet folkemængde og slog hundredvis af mennesker ihjel.

Prins Philip stjal opmærksomheden ved at sige, at de indiske estimater for dødstallet var 'meget overdrevne'.

Alt har dog ikke været kaos og kontroversielle udtalelser.

I en sjælden besked i april i år takkede prinsen de briter, der står forrest i kampen mod coronavirusset.

- Jeg vil gerne anerkende det altafgørende og vigtige arbejde, der bliver udført af så mange for at bekæmpe pandemien, sagde han til det britiske folk.

Sidst offentligheden ellers havde hørt til prinsen, var ved juletid, hvor det britiske kongehus oplyste, at han var indlagt til observation for en sikkerheds skyld som følge af en allerede eksisterende lidelse uden at gå i nærmere detaljer.

Prins Philip trak sig i august 2017 i en alder af 96 år tilbage fra sine officielle pligter. Indtil da havde han optrådt ved 22.219 begivenheder på egen hånd.

Prins Philip blev født på den græske ø Korfu som prins af Danmark og Grækenland og tilhører ligesom det danske kongehus den glücksborgske slægt.

Han er oldebarn af danske kong Christian IX, som kaldes for 'Europas svigerfar'.

Prins Philips danske relation kom til udtryk på et portrætmaleri, som blev offentliggjort i 2017.

På portrættet står han i The Grand Corridor på det engelske slot Windsor Castle og bærer Elefantordenen, som er den højeste orden i det danske kongehus.

Den 20. november 1947 blev han gift med Storbritanniens monark, dronning Elizabeth, der i dag er 94 år, og blev således britisk prins og hertug af Edinburgh, som er hans officielle titel.

I år kan regentparret dermed fejre deres 73-års bryllupsdag.

Sammen har de fire børn: prins Charles, der er 71 år og den næste i rækken til den britiske trone, 69-årige prinsesse Anne, 60-årige prins Andrew og 56-årige prins Edward.

De har gjort ham til bedstefar og oldefar otte gange.

Det britiske kongehus har offentliggjort et nyt billede af prins Philip og hans hustru, dronning Elizabeth, i anledningen af prinsens fødselsdag. Billedet blev taget den 6. juni i år ved det royale slot Windsor Castle.

Se billedet her: https://www.instagram.com/p/CBOsiR6HsKl/

1 af 3 Prins Philip var før i tiden en kyndig chauffør og har blandt andet haft den tidligere amerikanske præsident Barack Obama og hans hustru, Michelle Obama, på bagsædet. Men siden han sidste år frasagde sig kørekortet, har han været nødsaget til selv at sidde på passagersædet. (Arkivfoto) Foto: Hannah Mckay/Reuters
2 af 3 Under Anden Verdenskrig kæmpede prins Philip i den britiske flåde. Han er i familie med "Europas svigerfar", den danske Christian IX, og har derfor danske rødder. (Arkivfoto) Foto: Pool New/Reuters
3 af 3 Det britiske kongehus har offentliggjort et nyt billede af prins Philip og hans kone, dronning Elizabeth, i anledningen af prinsens 99-års fødselsdag. Billedet blev taget den 6. juni i år ved det royale slot Windsor Castle. Foto: Pool/Reuters
10 kommentarer
Vis kommentarer