Meghan Markle er gået i fødsel

Meghan Markle er ifølge Buckingham Palace i gang med at føde

Hertuginde af Sussex, Meghan Markle, er lige nu i gang med at føde sit og prins Harrys første barn.

Fødslen gik i gang tidligt mandag morgen.

Det bekræfter Buckingham Palace over for BBC og nyhedsbureauet AP.

- Det var i de tidlige timer i morges, at hertuginden gik i fødsel, og prins Harry er ved hendes side, siger den royale korrespondent Rhiannon Mills til Sky News.

Det britiske kongehus meddeler ligeledes, at de snart vil offentliggøre en længere pressemeddelelse med flere detaljer om fødslen.

Se også: Prins vil forbyde computerspil: - Det skulle slet ikke være tilladt

I oktober 2018 blev det offentliggjort, at hertugparret ventede deres første barn. Det skete, efter der i længere tid havde floreret rygter om, at Meghan Markle var gravid.

Meghan Markle med sin fine mave. Foto: Hannah McKay/Ritzau Scanpix
Meghan Markle med sin fine mave. Foto: Hannah McKay/Ritzau Scanpix
 

 

Vil være private
Det har længe været rygtet, at Meghan Markle skulle føde i april eller maj, selvom det britiske kongehus har gået stille med dørene i forhold til terminsdatoen. De har dog officielt meldt ud, at fødslen ville finde sted i foråret 2019.

Det royale par vil gerne holde fødslen så privat som muligt. Derfor har de også besluttet, at de ikke stiller op til det klassiske pressefoto umiddelbart efter fødslen, som kongehuset ellers har til vane at gøre.

- Hertugen og hertuginden ser frem til at dele den spændende nyhed med alle, når de har haft muligheden for at fejre familieforøgelsen i private rammer, lød det i begyndelsen af april fra en talsmand fra Kensington Palace.

Derved bryder prins Harry og Meghan Markle med en 40 år lang tradition i det britiske kongehus, hvor det har været tradition at vise babyer frem for offentligheden få timer efter fødslen.

Prins Harry og Meghan Markle blev gift i maj sidste år. Foto: AP
Prins Harry og Meghan Markle blev gift i maj sidste år. Foto: AP
 

Meghan Markle og prins Harry har valgt ikke at få kønnet på deres kommende barn at vide forud for fødslen. Det vil derfor blive en overraskelse for dem og resten af verden.

Samtidig har de frabedt sig barselsgaver. I stedet har de på Instagram bedt deres følgere om at donere penge til en række velgørenhedsorganisationer, der støtter udsatte børn og forældre.

Prins Harry og Meghan Markles barn bliver den syvende arving til den britiske trone og dronning Elizabeths ottende oldebarn.

Mødtes på blind date
Prins Harry og Meghan Markle har dannet par siden juni 2016 og i november året efter, annoncerede de, at de var blevet forlovet. De to mødtes på en blind date, som en af deres fælles venner havde arrangeret.

I maj 2018 sagde de så ja til hinanden ved en storstilet ceremoni i St. George Chapel på Windsor Castle.

Amerikanske Meghan Markle ernærede sig førhen som skuespiller og er blandt andet kendt for sin rolle i den kendte tv-serie 'Suits'. Skuespillet har hun dog lagt på hylden, efter hun er blevet en del af den royale familie.

Se også: Prins Harrys 'største fan' er død

28 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!