Ukendt par stjæler opmærksomheden til kongefamiliens store fest

To af gæsterne løb med al opmærksomheden, da det norske regentpar fejrede fødselsdag tirsdag

Desirée Kogevinas i den flotte røde kjole vakte stor undren ved tirsdagens royale festligheder. Det var nemlig ikke alle, der kunne sætte navn på den indbudte gæst. Foto: Jon Olav Nesvold/AP
Desirée Kogevinas i den flotte røde kjole vakte stor undren ved tirsdagens royale festligheder. Det var nemlig ikke alle, der kunne sætte navn på den indbudte gæst. Foto: Jon Olav Nesvold/AP

I disse dage fejrer det norske regentpar deres fælles 80 års jubilæum, og op til 40 royale gæster rundt om fra otte europæiske kongehuse samt både det finske og islandske præsidentpar er blandt andet inviteret til den store folkefest i Norge.

Kong Harald og Hendes Majestæt Dronning Sonja tog allerede hul på festlighederne i går, tirsdag, hvor de fra slottets balkon lod sig hylde af folket med fødselsdagssang og taler.

Flere tusinde mennesker var således mødt op på slotspladsen om eftermiddagen for at få et glimt af de to glade fødselarer.

To gæster vakte stor undren
Mange af de indbudte gæster fik i dagens anledning også mulighed for at stille sig en tur ud på balkonen og hilse på den fremmødte og festglade folkemængde. Og her endte et enkelt par ifølge den norske avis Dagbladet med at løbe med det meste af opmærksomheden.

Ganske enkelt fordi ingen rigtig kunne genkende dem, ja selv ikke den norske tv-kanal NRK's vært på deres direkte transmission kunne sætte navn på den yndige brunette i den smukke røde kjole og med det iøjefaldende gulddiadem.

Det vakte da også stor undren på de sociale medier. Hvem mon denne kvinde var?

Den mystiske kvinde og tilhørende kavaler, som tog sig godt ud imellem det finske præsidentpar og det svenske kronprinsepar, var såmænd i slægt med Kong Harald.

Den norske kongefamilie hyldes af folket på slottets balkon. Foto: Jon Olav Nesvold/AP
Den norske kongefamilie hyldes af folket på slottets balkon. Foto: Jon Olav Nesvold/AP
 

Se også: Fredes kammesjuk scorer atter millioner på krig

Dagbladet har styr på slægtsforskningen: Hendes navn er Desirée Kogevinas, og hun er en af døtrene til den svenske grevinde Madeleine Bernadotte, som igen er datter til den afdøde Carl Bernadotte, som altså var onkel til kong Harald. Det gør dermed Desirée til den norske kronprins Haakon og kronprinsesse Märthas grandkusine. Så skulle det vist være på plads.

Navnet Kogevinas stammer fra Desirées græske far, Nicolas Kogevinas, lyder forklaringen fra det norske TV 2's kongehusekspert Kjell Arne Totland.

- Hun var blandt dem fra slotsbalkonen og den kongelige procession på slottet, som fik mest opmærksomhed fra både publikum og presse tirsdag aften. Både på grund af den ildrøde, asymmetriske kjole, det græske gulddiadem og de åbne aften-sandaler, lyder det fra kongehuseksperten.

Tætte veninder
Den royale, norske fødselsdagsfest havde selvfølgelig også et dansk islæt. Dronning Margrethe, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary deltog nemlig i det festlige selskab tirsdag og vil også være til stede onsdag, mens prins Joachim og prinsesse Marie kun vil være med til onsdagens markering af den runde fødselsdag.

Se også: Britiske kongehus: Prins Philip træder tilbage

Den norske kronprins Haakon ankommer til galamiddagen sammen med dronning Margrethe. Foto: Haakon Mosvold Larsen/AP
Den norske kronprins Haakon ankommer til galamiddagen sammen med dronning Margrethe. Foto: Haakon Mosvold Larsen/AP
 

Udover at dronning Margrethe og kong Harald har samme oldefar, nemlig kong Frederik, så er dronning Margrethe og dronning Sonja også gode private veninder. Og den danske dronning har for nylig fortalt om sit tætte forhold til det norske regentpar til avisen Aftonposten:

- Vores bånd er meget tæt, fordi vores slægt er så tæt. Det er én side af sagen. Noget helt andet er, at der i årenes løb er opstået et tæt venskab imellem os. Kong Harald og jeg er ikke bare kollegaer og slægtninge, vi er også virkelig gode venner. Det tætte venskab med ham og dronning Sonja sætter jeg stor pris på, fortalte dronning Margrethe i sidste uge til Aftenposten.

Også prins Albert fra Monaco og kong Philippe og dronning Mathilde fra Belgien havde taget hele turen til Norge.

Ifølge Dagbladet var i alt 183 mennesker inviteret til det første store gilde tirsdag aften. En god blanding af royale, politikere, finansfolk og andre berømtheder var med til gallamiddagen på slottet, skriver avisen. Og som traditionen også så fint foreskriver, hilste det norske regentpar pænt velkommen til hver og en af de festklædte gæster.

Prins Albert fra Monaco og kronprinsesse Mary følges ad på vej ind til tirsdagens store gallamiddag. Foto: Haakon Mosvold Larsen/AP.
Prins Albert fra Monaco og kronprinsesse Mary følges ad på vej ind til tirsdagens store gallamiddag. Foto: Haakon Mosvold Larsen/AP.

Kronprins Frederik ledsager den hollandske prinsesse Beatrix på vej ind til gallamiddagen. Foto: Haakon Mosvold Larsen/AP
Kronprins Frederik ledsager den hollandske prinsesse Beatrix på vej ind til gallamiddagen. Foto: Haakon Mosvold Larsen/AP
 

Se også: Britisk dronning indkalder stab til usædvanligt hastemøde

33 kommentarer
Vis kommentarer