Aalborg Karneval aflyst: Vi er enormt kede af det

Endnu et arrangement må aflyses på grund af coronavirus

Aalborg Karneval er Nordeuropas største karneval og tiltrækker årligt tusindvis af unge. Foto: Anders Brohus
Aalborg Karneval er Nordeuropas største karneval og tiltrækker årligt tusindvis af unge. Foto: Anders Brohus

Feststemte - og udklædte - unge plejer at fylde Aalborgs gader hvert år i maj ved det traditionsrige Aalborg Karneval.

Men set i lyset af den ekstraordinære situation, coronavirus har medført, har man nu valgt at aflyse årets udgave.

Se også: Cirkusrevyen med trist nyhed

Det oplyser Foreningen Aalborg Karneval i en pressemeddelelse, hvor det lyder, at det er alle dens arrangementer i maj, der er aflyst. Dermed også International Parade 15. maj, Børnekarneval 16. maj samt altså Aalborg Karneval 23. maj.

- Vi er enormt kede af at skulle aflyse, men håber på alles forståelse og opbakning. Det er vores vigtigste opgave at sørge for sikkerheden for vores gæster, personale, frivillige og foreninger. Det vil være alt for risikabelt at satse på at kunne gennemføre og samle så mange mennesker i maj, hvor Sundhedsstyrelsen vurderer, at vi stadig befinder os i den første bølge af pandemien, lyder det i en pressemeddelelse fra Mette Bugge, der er formand for foreningen.

Sikkerhedsspørgsmål
- Det er rigtig øv, men sådan ser situationen ud i Danmark lige nu, og vi er nødt til at tænke os om, siger bestyrelsesformand for karnevallet Mette Bugge til Ekstra Bladet.

- Vi har ikke fået at vide, at vi ikke skal holde karneval, men som tingene ser ud, kan det ikke lade sig gøre. Vi skal tænke på sikkerheden, og vi skal tænke på hinanden. Så selvom det er brandærgerligt, er det det eneste rigtige at gøre, siger hun.

Se også: Økonomisk hjælp til musikbranchen: DR laver stor ændring

Hun fortæller videre, at alle, der har købt såkaldte loyalitetsarmbånd, får mulighed for at få deres køb refunderet.

Såfremt man ønsker at støtte foreningen i disse økonomisk svære tider, kan man undlade at få beløbet refunderet og i stedet benytte armbåndet i 2021, hvor man forventer at være tilbage.

44 kommentarer
Vis kommentarer