Ålen provokerer igen: Viste sin diller frem på scenen

Ved Midtvejsfesten for personalet i Cirkusrevyen holdt Aalbæk, som hemmelig gæst, en hyldesttale til sine syv centimeter

Se Ålen fyre den af - og vise ålen frem - her (Video: Jonas Olufson)

'Vi lever sgu' i en underlig tid, der både er frigjort og fandens rigid. Mens vi drukner i porno på nettet, ka' et klask i røven gøre folk forurettet'.

Peter Aalbæk er ikke en mand, der lader sig slå ud af noget. Heller ikke af #metoo eller nyfeministisk vrede. Det lod han med en René Vase-tekst skære ud i pap onsdag aften ved personalerevyen i den såkaldte Midtvejsfest i Cirkusrevyen på Bakken.  Her optrådte han som 'Den hemmelige gæst'.

Kun iført cigar og en grøn kasket gik han på scenen og sparkede fuldstændigt benene væk under Cirkusrevyens stjerner, alle bagscenefolkene og de inviterede gæster. Ørerne var rullet helt ud og øjnene stod på stilke, inden jublen brød ud over den gamle provokatør, som på vaskeægte Aalbæk-vis gav revyen svar på tiltale over den parodi, som Niels Ellegaard med succes laver om ham i årets forestilling.

'Niels jeg må sige, du er sjov og flabet. Tab fem kilo mere, så er den lige i skabet', drillede Ålen.

Niels Ellegaard blev muntert opfordret til at løsne bæltet på scenen og får ordentlig succes med sin Aabæl-sketch. Foto: Henrik Petit
Niels Ellegaard blev muntert opfordret til at løsne bæltet på scenen og får ordentlig succes med sin Aabæl-sketch. Foto: Henrik Petit
 

At Ålen er en ronkedor, en oldtimer - en mand fra en svunden tid med andre omgangsformer og mindre politisk korrekthed har han aldrig lagt skjul på. I samtlige landets medier lod han efter ophævelsen af suspensionen på Zentropa, hvor en undersøgelse havde frifundet ham for overgreb, forstå, at han er den, han er, og det vil han fortsat være.

Ingen af disse ting kom han ind på med sin René Vase-tekst. Her handlede det alene om de nedre mål, og i teltet i aftes var der ingen, som kunne stå for manden, som hev sin lille tissemand frem i rampelyset og lod den underholde.

Latteren bølgede under teltdugen.

Småt er godt, mener Ålen
Småt er godt, mener Ålen
 

Ud fra devisen 'småt er godt', lød det: 'Ja helte og guder - Olympens atleter - har ikke en dolk over syv centimeter. Jeg har selv vær't en tur inde på Glyptoteket, og man kan dårlig se cigaren for skægget'.

Herefter vendte han ryggen til publikum og gav frit udsyn til Nordisk Film-logoet, der er tatoveret på hans ene balle.

Ekstra Bladet fandt umiddelbart efter den trinde nøgenstjerne backstage - nu iført Niels Ellegaards badekåbe fra sketchen, og han var både vennesæl og ganske uimponeret over diller-jublen.

- Jeg er jo en gammel mand. I min alder har vi set så meget. Bølger og stemninger kommer, og så forsvinder de igen. Det tager jeg med ro. Jeg har en meget provinsiel tilgang til den slags. På landet hidser vi os ikke op. Vi går ikke i panik. Vi spiser lige brød til, når der sker noget, sagde han, inden han pulsende på cigaren gik tilbage på scenen og blomsteroverrækkelsen.

Chikane-sagen på Zentropa

I kølvandet af sexchikaneskandalen i Hollywood , hvor den stenrige og magtfulde  filmproducent Harvey Weinstein blev anklaget for overgreb mod et stort antal kvinder - en sag der har kostet ham firma, job, ægteskab og formuer - gik ni tidl. kvindelige ansatte på filmselskabet Zentropa i november 2017 ud med beskrivelser af sexchikane, ydmygelser og mobning på filmselskabet.

Peter Aalbæk bliver fremhævet som en central figur i de systematiske ydmygelser.

Peter Aalbæk blev sendt hjem og bedt om at holde sig væk fra filmselskabet, indtil sagen var undersøgt.

Arbejdstilsynet gik ind i sagen for at undersøge, om der var hold i anklagerne samt omfanget af dem.

88 nuværende og tidligere såkaldte småtter (elever og ungarbejdere) gik ud med en erklæring i pressen, hvori de afviste, at ydmygelser og sexchikane er/var  en del af hverdagen på Zentropa.

Zentropa foranstaltede en intern oprydning i firmaets virksomhedskultur. Formålet var, at forældede vaner, traditioner og adfærd skulle luges ud og ændres. Det mundede ud i nye etiske retningslinjer for hele Zentropa.

I januar 2018 barslede Arbejdstilsynet med resultatet af deres undersøgelser på Zentropa. Man fandt ingen problemer med arbejdsmiljøet på filmselskabet , og man uddelte ingen hverken påbud eller advarsler. Det hed fra Arbejdstilsynet: 'Der har tidligere været problemer med det psykiske arbejdsmiljø på Zentropa, herunder problemer med sexuel chikane. Zentropa har efter presseomtalen sat en række initiativer i værk for at rette op på arbejdsmiljøet. Derfor har Arbejdstilsynet ikke fundet anledning til at f.eks. afgive påbud til Zentropa, men Zentropa bliver vejledt om forebyggelse af sexuel chikane, og Arbejdstilsynet vil følge op og komme igen på Zentropa, fordi det er konsekvensen af den type vejledning'.

150 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!