Andreas Bo skal spille Dirch Passer

En ny teaterforestilling, der får premiere næste år, fejrer Dirch Passers 90 års fødselsdag

Den sjove komiker skal portrættere Dirch Passer. (Foto: Henning Hjorth)
Den sjove komiker skal portrættere Dirch Passer. (Foto: Henning Hjorth)

Det er 35 år siden, skuespilleren og komikeren Dirch Passer gik bort.

Den 3. september 1980 faldt han om på scenen under Tivolirevyen, og han endte sine dage kun 54 år gammel. Han er blevet kaldt en af Danmarks sjoveste mænd, og på trods af sin død lever han videre i de fleste danskeres bevidsthed.

Næste år ville den folkekære skuespiller være fyldt 90 år, og det fejres nu med den nye stjernebesatte teaterforestilling 'Dirch', der tager udgangspunkt i filmen af samme navn.

Omdrejningspunktet vil være makkerskabet og venskabet mellem Dirch Passer og Kjeld Petersen, og de to folkekære komikere spilles af henholdsvis komikeren Andreas Bo og skuespilleren Troels Lyby.

Styrede mod sin undergang
- Jeg tror ikke mange tænker på, hvor mega en rock-stjerne Dirch Passer var i sin samtid. Der var ham og så alle andre. Men hvorfor styrede han direkte mod sin undergang? Det glæder jeg mig til at fordybe mig i, siger Andreas Bo om sine rolle.

Udover de to hovedrolleindehavere er der flere andre kendte danskere på rollelisten. Sangerinden Sys Bjerre spiller Gitte Hænning, skuespilleren Robert Hansen spiller både Ove Sprogøe og Preben Kaas, mens teaterdirektøren Stig Lommer spilles af komikeren Carsten Bang.

Glæder mig helt vildt til at spille sammen med de her smukke mennesker i Dirch 2016.:) Hold nu op det blir en fest.

Et billede slået op af Robert Hansen (@roberthansen0) den

(Robert Hansen har lagt dette billede på sin Instagram-konto af Andreas Bo, Carsten Bang, Troels Lyby og sig selv)

Skuespillerinden og sangerinden Kaya Brüel spiller Sigrid Horne-Rasmussen og Daimi, mens skuespillerinden Mathilde Norholt spiller Judy Gringer og Bente Askjær.

Nyt fis og ballade⭐️ #dirch #2016 #glassalen @mathildenorholt @sysbjerre

Et billede slået op af Kaya Brüel (@kayabruel) den

(Kaya Brüel har lagt dette billede ud på sin Instagram-konto fra pressemødet på Dirch Passer og Kjeld Petersens gamle stamværtshus)

Dirch og Kjeld blev til Kellerdirk
I løbet af sit 54-årige liv medvirkede revykunstneren og komikeren Dirch Passer i mere end 100 spillefilm, 13 teaterforestillinger og en lang række revyer. I 1950'erne tog karrieren for alvor fart, da han optrådte som en del af komikerduoen Kellerdirk Bros med Kjeld Petersen, og det er dette makkerskab, der er i fokus i den nye forestilling.

Teaterforestillingen får urpremiere i Glassalen i Tivoli efter sommerferien næste år, og herefter forsætter den videre rundt i landet i løbet af efteråret og besøger Holstebro, Esbjerg, Aalborg, Aarhus og Odense.

0 kommentarer
Vis kommentarer