Krig på sang og smarte trin

Storfavoritter: Simone Egeriis og Mohamed Ali kæmper med alle midler i aften

Simone og Mohamed er storfavoritter i aften. (Foto: Mogens Flindt)
Simone og Mohamed er storfavoritter i aften. (Foto: Mogens Flindt)

Hun er gudesmuk, sukkersød og synger som en drøm.

Han synger mindst lige så godt, er hamrende charmerende og danser fænomenalt.

Med andre ord er banen kridtet op til noget af en duel ved Dansk Melodi Grand Prix i Herning i aften.

Det bedste omkvæd
20-årige Simone Egeriis og 19-årige Mohamed Ali er af bookmakerne udråbt som storfavoritter til at løbe med trofæet og dermed blive den, der repræsenterer Danmark ved den europæiske finale i Malmø i maj.

- Mohamed Ali er favorit, da han kommer med det bedste omkvæd og mest Eurovisionklingende sang i ' Unbreakable', lyder vurderingen fra NordicBet om Mohamed, der sang og dansede sig til en tredjeplads i ' X Factor' i 2009.

Liveshowet kan rykke Danske Spil tror dog mest på Simone, men er forsigtig med at udråbe hende til vinder på forhånd.

- Lørdag aften vil en stor del af familien Danmark sidde foran skærmen og afgive deres stemme. Mange har slet ikke hørt sangene endnu, og ingen har set, hvordan sceneshowet er eller sangene lyder live. Det har utrolig stor betydning og kan rykke favoritrollen på selve aftenen, lyder det fra Danske Spils oddssætter.

Bruger hans egne våben
Og i kampen for at løbe med sejren i aften har Simone tænkt sig at bruge et af Mohameds bedste våben - de smarte trin.

- Jeg skal også danse. Ret meget faktisk. Så jeg tager kampen op, griner den blonde pige, der i aften synger nummeret ' Stay Awake'.

Hun har tidligere været med i Dansk Melodi Grand Prix. I 2010 blev det til en tredjeplads - til gengæld vandt hun, da hun i 2004 var med i talentshowet ' Scenen er din'.

- Hvad betyder det, at folk hjemme i stuerne kender jeres stemmer og ansigter?

- Jeg ved ikke, om det er en fordel. Den stil, jeg kommer med denne gang, er meget overraskende, for det er slet ikke sådan noget, jeg plejer at synge, siger Simone Egeriis.

- Jeg går ind og leverer varen, så jeg står tilbage med en følelse af, at jeg har gjort alt, og så må det briste eller bære, siger Mohamed Ali.

Læs også:



Og de to solister er godt klar over, at de deler favoritværdigheden.

- Simone synger fantastisk, siger Mohamed.

- Jeg synes, at Mohameds sang er fed! Der er fuld gang i den, og så synger han jo fantastisk, siger Simone.

- Hvad har han at byde på, som du ikke har? - Hmmmm han er fyr, griner hun.

0 kommentarer
Vis kommentarer