Rosendahl skifter stil: - Nu vil jeg mærke mig selv

Pernille Rosendahl skal synge Beatles-sange, når hun for første gang træder frem på teaterscenen

Pernille Rosendahl får lov til at udleve sin passion for The Beatles, når hun springer ud som skuespiller. (Foto: Thomas Lekfeldt)
Pernille Rosendahl får lov til at udleve sin passion for The Beatles, når hun springer ud som skuespiller. (Foto: Thomas Lekfeldt)

Efter flere år bag det store røde 'X Factor'-kryds er dommer Pernille Rosendahl klar til nye udfordringer - og dem får hun formentlig masser af, når hun kaster sig ud i en ny karriere på de skrå brædder på den danske teaterscene.

Pernille Rosendahl debuterer omkring jul næste år, når teaterkoncerten 'Hey Jude' sættes op i Forum i København.

- Jeg føler, at jeg er inde i periode, hvor jeg har lavet rigtig meget udadvendt arbejde i nogle år med 'X Factor', hvor jeg har været med til at forløse andre menneskers potentiale. Og jeg kan mærke, at nu er det tid til at jeg kommer tilbage til bolledejen og mærker mig selv, siger Pernille Rosendahl, der med egne ord elsker de nye og kommende udfordringer.

- Jeg er sådan et menneske, der fungerer rigtigt godt med udfordringer. Jeg er ikke så god til, at tiden står stille, siger hun.

Min bibel
Den smukke sanger med den lige så smukke stemme har et helt specielt forhold de Beatles-sange, som hun skal synge sammen med blandt andre Jimmy Jørgensen, Mark Linn, Cecilie Stenspil, Laus Høybye og Troels Lyby.

- Beatles er min ryg - lige som biblen, siger hun og fortæller, at allerede da hun var fem år, begyndte hun at lytte til Beatles.

- Så sad vi og sang 'sje lops ju' og sådan noget, fordi vi ikke kunne engelsk, griner Pernille Rosendahl.

- Da jeg var lille, havde vi en familielæge, der ud over at have konsultation også var vinly-freak. På hans hylder stod der delvist lægebøger og resten var fyldt op med plader og en pladespiller. Når jeg legede med hans børn, sad vi i konsultationen og hørte plader. Mest Beatles-plader. Så jeg var igennem deres katalog en 7-800 gange, inden jeg var 10 år, siger hun.

400 sange
I 'Hey Jude', der er opfølgeren til Østre Gasværks kæmpesuccess 'Come Together', bliver der leveret omkring 30 Beatles-sange for fuld udblæsning.

- Men med dit kendskab til Beatles skal du vel ikke bruge tid på at lære teksterne?

- Ha ha nej....Jeg kender stort set alt deres materiale....og der er alligevel 400 sange, siger Pernille Rosendahl, og indrømmer, at hun trods alt stadig godt kan falde over et Beatles-nummer, som hun ikke kender.

Lige som 'Come Together' er det Nikolaj Cedergren, der iscenesætter forestillingen - og han lover, at der ikke bliver sparet på vilde flyveture og flotte effekter i 'Hey Jude', der har premiere den 28. december.

1 af 2 Pernille Rosendahl skal spille sammen med blandt andre Troels Lyby, Cecilie Stenspil og Laus Høybye. (Foto: Thomas Lekfeldt)
2 af 2 Pernille Rosendahl får lov til at udleve sin passion for The Beatles, når hun springer ud som skuespiller. (Foto: Thomas Lekfeldt)
0 kommentarer
Vis kommentarer