Monroes frække subway-kjole gik for 24 millioner

Den ikoniske hvide kjole, som Marylin Monroe bar i filmen Den Søde Kløe, er solgt for 24 millioner kroner

Dette er en af filmhistoriens mest berømte kjoler. (Foto: AP)
Dette er en af filmhistoriens mest berømte kjoler. (Foto: AP)

Det ikoniske billede af Marylin Monroe med blæst i en hvid, plisseret kjole fra filmen Den Søde Kløe er mange millioner kroner værd.

I hvert fald er den berømte kjole netop blevet solgt på auktion i Hollywood for 4,6 millioner dollar eller 24 millioner kroner.

Kjolen bliver kaldt for 'subway-kjolen' og regnes ifølge nyhedsbureauet Reuters for en af de mest genkendelige kjoler i filmhistorien.

Marylin Monroe bar den i filmen The Seven Year Itch - på dansk Den Søde Kløe - fra 1955 i en scene i en undergrundsstation.

Marylin Monroe står på en rist, og en brise får kjolens skørt til at lette. Marylin siger de berømte ord - 'isn't it delicious?' eller på dansk 'er det ikke lækkert?'.

Kjolen, som er designet af William Travilla, blev på forhånd vurderet til at være mellem én og to millioner dollar værd - eller mellem fem og ti millioner kroner.

Plisseret hovedperson
Reuters melder ikke noget om, hvem den glade køber er, som altså var villig til at betale 24 millioner kroner for kjolen.

Den plisserede sag var hovedattraktionen i en storstilet auktion lørdag i Beverly Hills i Hollywood, hvor skuespillerinden Debbie Reynolds solgte ud af sin omfangsrige samling af filmkostumer og andre effekter fra filmens verden.

Blandt dem også den røde kjole, som Monroe bar i filmen Gentlemen Foretrækker Blondiner. Kjolen blev solgt for 1,2 millioner dollar. Den var i forvejen skønnet til mellem 200.000 og 300.000 dollar.

Debbie Reynolds, 79, begyndte at samle den imponerende samling af blandt andet kostumer, da hun var en ung skuespiller på kontrakt hos MGM.

Hendes plan var, at samlingen skulle blive til et museum, men projektet gik konkurs, og samlingen blev solgt for at skaffe penge i kassen.

0 kommentarer
Vis kommentarer