Skarpe skud skal sende A Friend in London i finalen

Inden det danske MGP-band går på scenen i Düsseldorf i aften, ser de hinanden dybt i øjnene og skyder løs

A Friend in London skyder efter hinanden, inden de går på scenen i aften. (Foto: Ole Frederiksen)
A Friend in London skyder efter hinanden, inden de går på scenen i aften. (Foto: Ole Frederiksen)

DÜSSELDORF (Ekstra Bladet): De vil i finalen. Derfor er drengene fra A Friend in London dybt koncentrerede, inden de i aften indtager den store scene i Düsseldorf Arena.

- Vi har nogle øvelser eller lege, som vi bruger lidt tid på, inden vi går på scenen, siger Aske Damm Bramming, der spiller bas i bandet.

Det ambitiøse band har fået hjælp til at finde og holde fokus af coach i sceneoptræden Kristian Koch, der nærmest har lært dem at lege sig en toppræstation.

Rum af fokus
- Vi laver blandt andet øvelsen Zip-Zap-Zup, der går ud på, at vi får dannet sådan et rum af fokus. Denne her øvelse går ud på, at vi ser hinanden i øjnene og hele tiden er opmærksomme på, hvad de andre laver, fortæller trommeslager Esben Svane til Ekstra Bladet.

- Hvordan gør I mere præcist?

- Vi står i en rundkreds og skyder efter hinanden, siger Esben Svane.

- Og så hopper man, hvis man altså ikke har stramt tøj på, afbryder forsanger Tim Schou.

- Ja, altså man skyder rundt - sådan zip, zap, zup. Og så skal man se hinanden i øjnene, også når man bliver skudt, fortsætter trommeslageren.

Glemte ringen
Har I nogle ting med, der skal bringe jer lykke?

- Jeg har faktisk en ring, siger Tim Schou og viser en stor sølvring frem.

LÆS OGSÅ: MGP-sanger i dramatisk spring

Mens han viser den frem, fortæller Tim Schou, at han faktisk ikke havde ringen på, da han var tæt på at stå på hovedet på scenen under en prøve i går. Derfor blev en person fra den danske delegation sendt hen på hotellet for at hente ringen, inden næste sceneprøve, der gik meget bedre.

- Så noget tyder på, at den faktisk bringer held. Hvor stammer den fra?

- Det er bare en Dyrberg/Kern-ring, som jeg selv har hentet.

- Hvad betyder den for dig?

- Den betyder, at når der er noget, jeg synes ser nice ud, så får jeg det også helt vildt nice indeni. Og så får andre det også nice, siger han.

Det er i aften klokken 21, at semifinalen bliver sendt på DR1. A Friend in London skal på scenen som nummer 18 ud af 19.

1 af 2 Tim Schou havde glemt sin ring under en af prøverne - og det var nær gået galt. (Foto: Ole Frederiksen)
2 af 2 A Friend in London skyder efter hinanden, inden de går på scenen i aften. (Foto: Ole Frederiksen)
0 kommentarer
Vis kommentarer