Den 30. april afholdes det første officielle DM i luftguitar nogensinde. Det kommer til at løbe af stablen ved et storslået show i Vejle, og initiativtagerne bag arrangementet får nu opbakning af model og skuespiller Barbara Zatler, der har meldt sig som ambassadør for luftguitarmesterskabet.
Vil man være en vaskeægte luftguitarhelt, skal man kunne smide hæmningerne, give den gas på en scene og virkelig leve sig ind i rollen som rockstar. Og det med at smide hæmningerne er noget 29-årige Barbara Zatler kan relatere til.
Barbara Zatler slog sig sådan for alvor fast i den internationale modelbranche, da hun sidste sommer underskrev kontrakten som Playmate for legendariske Playboy. I øjeblikket er hun tilbage i Danmark for en kort stund, og tiden herhjemme bruges bl.a. på at bakke op om DM I LUFTGUITAR 2010. Barbara har nemlig sagt ja til at være ambassadør for projektet.
Fedt at folk tør slippe sig løs
-Jeg valgte at sige ja til at være ambassadør for DM I LUFTGUITAR 2010, fordi jeg synes, det er fedt, at folk tør at slippe sig løs og gi' den så meget gas!, griner Barbara Zatler, som godt nok ikke selv ejer en luftguitar, men ellers betragter sig som lidt af en vildbasse, der ikke tager sig af, hvad andre mener, og tænker om hende.
-Man skal bare være sig selv, og gøre det man synes er sjovt her i livet. Det gør luftguitarister, og den slags mennesker har jeg stor respekt for. Gør man ikke det, mærker man jo ikke, man lever.
Siden 1996 har verdensmesterskabet i luftguitar hvert år været afholdt i Finland. Sporten har været dyrket i mere end 15 år, og nu er turen altså kommet til Danmark. Der stilles ingen krav til musikalsk talent, men fokuseres udelukkende på at man lever sig ind i den musik, andre har lavet og fyre det fedeste sceneshow af dertil. Med andre ord er det en hæder til alt, der rocker, samt et forsøg på at udvide kreativiteten indenfor kunstneres sceneshow og stageperformance. Der er åbent for tilmelding nu.
Læs mere om DM i luftguitar her
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.