Emmelie: - Virkelig nederen, hvis jeg glemmer teksten

Den store danske Grand Prix-håb er rolig forud for aftenens semifinale

Emmelie de Forest holdt hof for den danske presse, kort før semifinalen. (Foto: Mogens Flindt)
Emmelie de Forest holdt hof for den danske presse, kort før semifinalen. (Foto: Mogens Flindt)

MALMØ (Ekstra Bladet) Det er en fuldstændig fattet og rolig Emmelie de Forest, der tirsdag eftermiddag møder den danske presse, inden det går løs ved Det Europæiske Melodi Grand Prix i aften.

Den 20-årige sangerinde er trods det store pres, der hviler på hende, frisk og veludhvilet og klar til at give den hele armen på bare tæer om få timer.

- Jeg er ikke nervøs. Endnu, smiler Emmelie, der føler sig helt tryg ved det hele, efter hendes sidste generalprøve gik som den skulle.

Nederen
- Er der slet ikke noget du frygter - at du kommer til at glemme teksten eller sådan noget?

- Ha ha…. Det ville virkelig være nederen, hvis jeg glemmer teksten. Men det tror jeg nu ikke kommer til at ske, lyder det overbevisende fra den danske storfavorit.

Det er i aften klokken 21, at den første semifinale ved Det Europæiske Grand Prix sendes direkte på DR 1. Emmelie de Forest skal synge som nummer fem og forhåbentlig sende Danmark og sangen ’Only Teardrops’ i lørdagens finale.

0 kommentarer
Vis kommentarer