Leif Davidsen: Jeg er Gud ved tasterne

Interview: Leif Davidsen, der elsker sin magt som forfatter, er klar med en ny spændingsroman

- Livet har kun et vist antal år, så på et tidspunkt besluttede jeg mig for at bruge resten af min tid på at skrive bøger, siger Leif Davidsen, der er en af Danmarks bedst sælgende forfattere. Hans 13. roman udkommer på mandag. (Foto: Thomas Sjørup)
- Livet har kun et vist antal år, så på et tidspunkt besluttede jeg mig for at bruge resten af min tid på at skrive bøger, siger Leif Davidsen, der er en af Danmarks bedst sælgende forfattere. Hans 13. roman udkommer på mandag. (Foto: Thomas Sjørup)

– I mine romaner er jeg Gud. Jeg kan slå folk ihjel eller få dem til at forelske sig. Det er forfatterens fascinerende magt.

Leif Davidsen læner sig tilbage i stolen. Solbrændt og netop hjemkommet fra Østen møder han Ekstra Bladet i anledning af, at romanen ’Min broders vogter’ udkommer på mandag. Davidsens bog nummer 13.

I DR-monopolets dage i 1980’erne blev Leif Davidsen kendt som den trenchcoat-klædte journalist, der tonede frem på de danske tv-skærme, når der var godt – eller ildevarslende – nyt fra jerntæppets hjerte, Moskva. Her knap 25 år senere er Leif Davidsen en af de bedst sælgende danske forfattere.

– Hvorfor skiftede du journalistikken ud med forfatterlivet?

– Jeg har altid villet være forfatter, og så har jeg har altid været dybt fascineret af Ernest Hemingway, som jo var både journalist og forfatter. Ham blev jeg introduceret til, da jeg som ung studerede i USA. Siden nåede jeg at arbejde 20 år i Danmarks Radio, inden jeg kastede mig ud i tilværelsen som fuldtidsforfatter.

– Livet har kun et vist antal år, så på et tidspunkt besluttede jeg mig for at bruge resten af min tid på at skrive bøger.

– Hvor meget virkelighed er der i dine bøger?

– Mine bøger er fiktion. Men det er meget vigtigt for mig, at historierne er plausible. At tingene kunne ske i virkeligheden. At du teoretisk set kan møde mine personer nede i SuperBrugsen.

– Bruger du dig selv i dine bøger?

– Der er nok en smule af mig selv i nogle af de mandlige personer. Men min kone, som jeg har været gift med i 30 år, vil nok ryste på hovedet og sige, at jeg er en del mere kedelig end mine romanhelte.

– Din nye roman udspiller sig i Spanien under Den Spanske Borgerkrig. Hvorfor?

– Jeg har altid været fascineret af de rodløse og eventyrlystne mænd fra alle verdenshjørner, som tog ned til den frie republik Spanien og kæmpede mod de onde fascister. Hele ouverturen til 2. Verdenskrig gemmer sig jo her.

– Republikken havde de bedste forfattere og den bedste musik – men Franco havde desværre de bedste soldater. Havde jeg været 17 år i 1937, så havde jeg selv stået dernede …

Leif Davidsen bøjer sig ind over bordet, og i blikket ligner han et øjeblik en teenage-knægt på vej i felten.

– Der er skrevet mange romaner om Den Spanske Borgerkrig. Og for at gribe det anderledes an har jeg ladet min hovedperson, Magnus Meyer, være lidt af en svindler og kyniker.

– En kold satan, som selv er klar over, at han ikke kommer i himlen. Hans bror, Mads, er derimod en blåøjet idealist, der tager ned og kæmper i Den Internationale Brigade mod fascismen.

– Hvordan har du det med idealister?

– Grænsen mellem idealisme og fanatisme er knivskarp. Idealister har det med at blive fanatikere, hvis man ikke gør, som de siger – så lægger de deres bønnebog og trækker sværdet. Så hellere en lidt kynisk og egoistisk romanhelt!

– Den danske regering forbød folk at rejse til Spanien og kæmpe, og senere under Anden Verdenskrig førte vi en samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt. Ikke særligt heroisk …

– Vi har altid været ufattelig gode til at sno os. Det er vi jo stadig.

– Vi har lige sagt pænt undskyld til Kina, fordi vores sympati for Tibet pludselig ikke var så godt for den danske eksport.

– Og det er også lykkedes os at fedte godt og grundigt for russerne, så præsident Medvedev nu kommer på officielt besøg i slutningen af april, fordi vi har accepteret, at russerne kan transportere deres olie og gas ned gennem Østersøen til Tyskland.

– Men vi er en småstat, så det har været vilkårene.

– Men hvad så med vores nuværende aktivistiske udenrigspolitik?

– Danmark er trådt mere i karakter, lige siden vi sendte Korvetten Olfert Fischer til den første Golfkrig i 1990.

– Klæder det os?

– Jeg synes, det var meget tvivlsomt, at vi tog med på Irak-eventyret. Det var ikke så gennemtænkt. At det ikke var lovligt i forhold til FN, synes jeg er mindre vigtigt. Jeg deler ikke den danske beundring for FN, der fortrinsvis består af korrupte, diktatoriske regimer.

– Indsatsen i Afghanistan synes jeg derimod er flot. Om det er det hele værd, er et spørgsmål, vi nok bliver nødt til at stille os selv på et tidspunkt – men de danske soldater forsøger at gøre en forskel.

– Og det klæder os, at vi ikke bare kører med på fribillet.

– Din hovedperson, Magnus, siger i romanen, at ’man ikke skal udkæmpe andres krige’.

– Det er der mange, der mener i Danmark. Hvis vi lavede en folkeafstemning om, hvorvidt Danmark skulle holde sig for sig selv, så ville der være massivt flertal for, at vi blev hjemme. Det samme ville ske, hvis vi kunne stemme, om Muhammed-tegningerne skulle have været tegnet – så ville svaret være et klart nej. Det skabte for meget besvær.

– Hvad synes du så om Tøger Seidenfadens nylige undskyldning til Muhammeds efterkommere?

– Han er en lille puddelhund, der lægger sig på ryggen med alle fire poter i vejret og siger be-be! Det synes jeg ikke, han skulle have gjort. Det er ikke noget at undskylde. Han har ikke gjort noget forkert. Han har trykt en tegning, der er lovlig i Danmark, og en undskyldning er kun vand på fundamentalisternes mølle.

– Du har i flere af dine romaner ironiseret over danskernes lidt blødsødne og sentimentale tilgang til tilværelsen. Hvordan ser du på Danmark og danskerne i dag?

– Vi har aldrig været den lille lykkelige familie, som nogle hævder. Men vi var et mere homogent land for 20 år siden, hvor vi stort set alle sammen spiste leverpostej, så det samme i fjernsynet og bad til den samme Gud.

– Derfor kunne vi meget lettere ryste på hovedet af andre nationer og deres problemer. For hvorfor gjorde de ikke bare det samme som vi: drak en kop kaffe og snakkede om tingene omkring sofabordet?

– I dag er vi på godt og ondt et multietnisk samfund. Det er der mange, der ikke har opdaget.

– Jeg har aldrig forstået, hvorfor man absolut skal leve ens i det her land. Hvorfor kan vi ikke leve på forskellige måder?

– Jeg går ikke ind for parallelsamfund – men når vi rejser, elsker vi jo f.eks. at besøge Chinatown i New York. Men herhjemme er der ingen, der må skille sig ud. Vi er et af verdens mest berejste folkefærd. Men Danmark er stadig et landsbysamfund med landsbyens værdier.

– De gode værdier er, at man tager sig af hinanden. Det dårlige er, at du må være fuldstændig, som du har lyst til, bare du er som os andre.

– Den tankegang er desværre også drivkraften for langt hovedparten af partierne på Christiansborg.

– Er det så ikke et paradoks, at Danmark er så udfarende i sin udenrigspolitik?

– Danmark er ét stort paradoks!

0 kommentarer
Vis kommentarer