Tre knivstukket under prisuddeling

Vidner beskriver, at der var blod overalt, efter et slagsmål udviklede sig til knivstikkeri under Urban Music Awards i London lørdag aften

Londons 02 Arena lagde i går sal til en prisoverrækkelse, som udviklede sig til et mindre blodbad. (Foto: Getty Images)
Londons 02 Arena lagde i går sal til en prisoverrækkelse, som udviklede sig til et mindre blodbad. (Foto: Getty Images)

En engelsk prisuddeling udviklede sig lørdag aften til noget af et mareridt for gæsterne.

Der var samlet omkring 300 gæster til Urban Music Awards i 02 Arena i London, da et slagsmål omkring klokken 22 lokal tid udviklede sig til et mindre blodbad.

Øjenvidner siger til Sky News, at der var blod over hele gulvet, og at champagneflasker og stole blev kastet rundt i lokalet.

Tre personer blev stukket med en kniv, ifølge AP blev en alvorligt såret.

Meldingerne fra den engelske arena lød, at der også var blevet set skydevåben i salen.

De 300 gæster havde ingen mulighed for at slippe væk fra den store tumult. Betjente spærrede samtlige udgange og lod først folk slippe ud, efter de var blevet afhørt én efter én.

Dårlig sikkerhed
En gæst fortalte efterfølgende til Sky News, at det var så som så med sikkerheden omkring showet.

- Det er en kendt ting, at folk bærer knive til den slags arrangementer. Men der var ikke noget sikkerhedstjek. Jeg var bekymret for det allerede før jeg kom, siger en gæst.

Efter halvanden time blev showet genoptaget. En enkelt person skal være blevet anholdt efter knivstikkeriet.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere