Nytårstorsk: Plummergøjen

NYTÅRSTORSK: Vi bringer en ny og forbedret genudsendelse

Helt i torskekandidatens ånd er det her på en måde en genudsendelse. Også sidste år var DR’s generaldirektør nomineret til at blive Ekstra Bladets Nytårstorsk. Han landede på en beskæmmende niendeplads.

En blodig uretfærdighed, som der nu er mulighed for at rette op på. Og det med genudsendelsen skal ikke tages for bogstaveligt, for Plummer har været imponerende aktiv også i 2007.

Manden har med jævne mellemrum til sin store forbløffelse opdaget, at der ikke er helt styr på budgettet. Byggeriet af DR-byen er skredet med 1,7 milliarder kroner. Heraf opdagede han 700 millioner af dem i år.

Afdelinger udraderet
Adskillige gange bedyrede han, at licensbetalerne ikke ville mærke det mindste til de besparelser, der blev nødvendige. Et signal om, at manden har et skrøbeligt greb om virkeligheden.

Den indhentede ham i april i år, hvor han fremlagde en spareplan, som indebar, at der skulle skæres stort set overalt. Nogle afdelinger blev nærmest udraderet, og flere hundrede medarbejdere fyret.

Amerikanske serier
Plummer tager det nok afslappet, for han er tilsyneladende ikke selv kunde i butikken. Radioens P1 hører han ikke, og han ser åbenbart heller ikke DR1. I hvert fald bragte bladet Journalisten et interview med tv-direktør Lars Grarup og Kenneth Plummer:

– Jeg er skide træt af denne myte: Man sidder til et sølvbryllup, og gæsterne siger, at nu må I holde op med at sende alle de amerikanske serier på DR1. Men der har ikke været sendt amerikanske serier på DR1 i de 7-8-9-10 år, jeg har været ansat i DR, sagde Grarup.

Menneskechefer
– Og det kommer der heller ikke, tilføjede Plummer.

– Hvem sender så ’Columbo’, spurgte Journalisten   ...

Jeg kan oplyse, at DR1 blot i denne uge har sendt omkring et dusin amerikanske serier.

I over et år blev der arbejdet på en ny ledelsesstruktur i DR. Der skulle ansættes menneskechefer. Ingen vidste rigtigt, hvad det indebar, for de fleste chefer var sådan set mennesker i forvejen.

Men medarbejdere blev sendt på ekstremt dyre kurser i Silicon Valley i Californien, og i august tiltrådte så 24 menneskechefer. For blot halvanden måned efter at få at vide, at den nye struktur var opgivet og deres stillinger nedlagt.

Det forløb er jo i sig selv løjerligt, men helt barokt blev det, da Plummer fortalte Politiken, at han – allerede måneder inden cheferne blev ansat – havde vidst, at strukturen alligevel ikke skulle gennemføres.

Det kan ligne ligegyldighed over for både penge og medarbejdere, men Plummer er skam et følsomt gemyt.

Således skrev han til Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, og bad ham skride ind. Håndtegneren Roald Als har det nemlig med at tegne generaldirektøren som en hund lænket til kulturminister Brian Mikkelsens hundehus. Og det sårede Plummer.

Brevet førte naturligvis ikke til noget, men selvhøjtideligheden må jo imponere.

Får bundkarakter
Der var også en T-shirt, som reklamerede for Ungdomshuset, men den når vi ikke, for der skal være plads til en undersøgelse foretaget af Berlingske Nyhedsmagasin.

Den viste, at Plummer er den mest kritiserede topchef i Danmark. Ud af 600 artikler om generaldirektøren i danske medier bestod 91 procent af negativ omtale.

Man spørger jo sig selv, hvad der har stået i de sidste ni procent.

Kenneth Plummer er en forrygende kandidat til Ekstra Bladets Nytårstorsk 2007 – men der kommer alligevel en ny kandidat i morgen.

1 af 2 (Tegning: Morten Ingemann)
2 af 2 
0 kommentarer
Vis kommentarer