UPS! Magasin afslører dansk Topmodel-vinder før tid

I aften er der finale på 'Danmarks næste Topmodel 2013', men hvis man vil holde spændningen intakt, skal man holde sig fra den lokale bladkiosk

Forsiden af denne måneds Cover byder på dette smukke billede (som vi for en god ordens skyld har maskeret) af årets danske Topmodel-vinder, der bliver afsløret i aften.
Forsiden af denne måneds Cover byder på dette smukke billede (som vi for en god ordens skyld har maskeret) af årets danske Topmodel-vinder, der bliver afsløret i aften.

Kanal 5's helt store satsning - modelkonkurrencen 'Danmarks næste Topmodel 2013' - sender sidste afsnit i aften klokken 20.00.

Her vil årets vinder blive afsløret, og de seere, der har fulgt programmet fra begyndelsen og fulgt med i alle 10 afsnit gennem to en halv måned, får langt om længe spændingen udløst.

Fans af modelkonkurrencen, der har Uffe Buchard og Caroline Fleming i front, skal dog holde sig langt væk fra de danske bladkiosker, hvis de ikke vil have afsløret vinderen.

Helt tæt på vinderen
På forsiden af det danske modemagasin Cover kan man nemlig netop nu se vinderen af konkurrencen, og inde i bladet kan man over 14 sider komme helt tæt på den kommende stjernemodel.

Bladet skulle først have været sat til salg i morgen, fredag, men et eller andet sted i magasin-fødekæden må der være nogle, der har arbejdet hurtigere end sædvanligt.

I hvert fald kan bladet allerede nu købes i københavnske bladkiosker, og via tips fra vores læsere kan vi konkludere, at bladet også allerede står på hylderne flere andre steder landet over.

Uheldet skyldes ifølge Cover en beklagelig distributionsfejl.

I en udtalelse til Ekstra Bladet siger Cover, at de har gjort alt, hvad de kunne for at stoppe bladet fra at komme for tidligt i handlen, og at de naturligvis ingen intention har haft om at udråbe vinderen før tid.

 

Drønærgerligt
Hos SBS TV, der står bag programmet, er man naturligvis ikke glade for, at programmets vinder er afsløret før tid.

- Det er jo drønærgerligt, og det går jo først og fremmest ud over de trofaste seere. Det er blevet helt klart kommunikeret ud, at bladet først må sælges fra i morgen, men det er jo så tydeligvis smuttet et eller andet sted, og den risiko er der jo altid, siger kommunikationschef hos SBS, Jesper Jürgensen til Ekstra Bladet.

Samarbejde evalueres
Det er endnu for tidligt at sige, om den uheldige episode får konsekvenser for et eventuelt fremtidigt samarbejde med Cover.

- Vi vil evaluere på det og tage risikoen op til genovervejelse. Vi synes den flotte forside og portrættet er en super flot markering af vinderen, og vi har et godt samarbejde med Cover, men jeg kan endnu ikke sige noget om, hvad vi vælger at gøre i næste sæson, siger Jesper Jürgensen.

Ekstra Bladet er naturligvis ikke ude på at ødelægge spændingen for de mange Topmodel-fans, så hvis du vil vide, hvem der er vinderen, må du selv en tur i kiosken.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere