Den næsten nøgne sandhed

Nyt show: En ærlig fortælling om mænd i 40’erne

Det er kvartettens håb, at mændene vil genkende sig selv i showet, mens kvinderne vil få forståelse for, at deres mand er lige som alle andre. (Foto: Linda Johansen)
Det er kvartettens håb, at mændene vil genkende sig selv i showet, mens kvinderne vil få forståelse for, at deres mand er lige som alle andre. (Foto: Linda Johansen)

Gordon Kennedy, Farshad Kholghi, Joachim Knop og Mikkel Schrøder Uldal beholder badekåben på ved pressemødet på Ni’mat Spa på Hotel Hilton, selvom deres nye show, Den Nøgne Sandhed, netop handler om at udlevere manden og klæde ham af til skindet.

- Vi ved endnu ikke, om vi laver ’The Full Monty’ (helt nøgen, red.) i showet, siger alderspræsidenten, 46-årige Gordon Kennedy, der sammen med de tre andre indtager scenen og tager sex, parforhold, impotens, karriere og fobier under humoristisk behandling i numre som ’Har jeg glemt mine nosser’ og ’Mand & Monopolet’.

Alle mænd er ens
- Kvinderne vil blive befriet over at høre, at mænd også er forfængelige, jaloux og bliver nervøse for, om daten ringer tilbage. Og mændene vil se, de er lige som alle andre, siger 42-årige Farshad Kholghi, der blandt andet i showet vil tale om angst og frygten for at blive betragtet som svag.

Men selv om showet er bygget op omkring de fire midaldrendes skuespilleres egne erfaringer, så er nogle af de penible og tabubelagte emner for private. For publikum får ikke at vide, hvem af de fire skuespillere, der eksempelvis får for lidt sex eller har rejsningsproblemer.

- Det er jo ikke noget, man er stolt af, for det går ud over ens mandighed, siger Gordon Kennedy.

- Vi kan godt bytte rundt på historierne, siger 39-årige Mikkel Schrøder Uldal, der har fået ideen til showet. Han håber, at publikum vil grine af historierne men også få noget at tænke over.

Bedre end parterapi
- Så man kan bare bruge pengene på det her show i stedet for parterapi, siger Mikkel Schrøder Uldal.

- Og det er også meget billigere, bryder 42-årige Joachim Knop ind. Han er ikke bange for at fortælle, at han har gået til parterapi eller har fået en hårtransplantation.

- Jeg er super forfængelig, og jeg nægter at gå på scenen med topmave.

Om Joachim Knop og de tre andre viser deres maver frem, kan publikum få at se, når ’Den Nøgne Sandhed’ starter januar 2015.

0 kommentarer
Vis kommentarer