Ukendt mand på Eurovision-scenen var estisk aktivist

Manden, der fik adgang til scenen under Eurovision-finalen i lørdags, har tidligere gjort sig bemærket med spøjse happenings

Meelis Kaldalu slap forbi sikkerhedsvagterne og kom op på Eurovision-scenen i lørdags. (Foto: Mogens Flindt)
Meelis Kaldalu slap forbi sikkerhedsvagterne og kom op på Eurovision-scenen i lørdags. (Foto: Mogens Flindt)

Meelis Kaldalu er navnet på den mand, der i lørdags snød sig forbi sikkerhedsvagterne og gik op på scenen foran alverdens pressefotografer, der tog billeder af den skæggede dame fra Østrig, Conchita Wurst, mens hun fik Eurovison-trofæet overrakt.

Her overrakte Meelis Kaldalu først Grand Prix-vinderen en buket blomster, hvorefter han faldt på knæ foran Conchita Wurst i en tilbedende gestus. Først her blev han trukket væk fra scenen, mens han holdt et stykke papir med teksten '#Free Anakata' op over hovedet.

Se også: Melodi Grand Prix fik Europa til at gå fest-amok

Ifølge Host City Copenhagen, der havde ansvaret for sikkerheden, blandede Meelis Kaldalu sig med pressefotograferne, da de skulle op på scenen.

- Det blev opdaget, men det ansvarlige personale på scenen lod personen overrække en buket blomster. Da man konstaterede, at den pågældende person ville overrække mere end blomster, blev han eskorteret ned fra scenen og overdraget til sikkerhedspersonalet, skriver talsmand Emil Spangenberg i en mail til Ekstra Bladet.

Han fortæller desuden, at politiet noterede navnet på den uvelkomne blomstermand og lod ham gå.

- På intet tidspunkt var situationen ude af kontrol, slår Emil Spangenberg fast.

Se også: Ups, hvor kom han fra: Ukendt mand på Eurovision-scenen

33-årige Meelis Kaldalu er fra Estland, hvor han over det seneste års tid har fået en del medieomtale.

I februar 2013 fik han sneget sig ind til en reception med den estiske præsident, hvor han foran pressefotograferne nægtede at give hånd til Estlands førstedame, Evelin Int-Lambot.

Et par måneder senere kom han igen i søgelyset, da han stjal en computer fra Estlands parlament under et åbent hus-arrangement. Efterfølgende forklarede han, at han gjorde det for at understrege, hvor dårlig it-sikkerheden var i forbindelse med Estlands online stemmesystem i forbindelse med folkeafstemninger.

Efter at have været eftersøgt i en måned for tyveriet forsøgte han at få adgang til parlamentetsbygningen igen for at stille computeren tilbage, men blev i den forbindelse anholdt af politiet.

Se også: Fem ting der gik galt ved ESC



Meelis Kaldalu forsøger at folde en seddel ud, før han slæbes væk. På papiret står der '#Free Anakata', som er et alias for den svenske hacker Gottfried Svartholm. Han har siddet varetægtsfængslet i Danmark siden 28. november sidste år sigtet for et massivt hackerangreb på CSC. Hackergruppen Anonymous og manden bag WikiLeaks, Julian Assange, mener, at Svartholm bør løslades og i januar fik regeringen overbragt over 100.000 protest-underskrifter fra hele verden. (Foto: Mogens Flindt)
Meelis Kaldalu forsøger at folde en seddel ud, før han slæbes væk. På papiret står der '#Free Anakata', som er et alias for den svenske hacker Gottfried Svartholm. Han har siddet varetægtsfængslet i Danmark siden 28. november sidste år sigtet for et massivt hackerangreb på CSC. Hackergruppen Anonymous og manden bag WikiLeaks, Julian Assange, mener, at Svartholm bør løslades og i januar fik regeringen overbragt over 100.000 protest-underskrifter fra hele verden. (Foto: Mogens Flindt)


Meelis Kaldalu har desuden været medlem af den estiske version af Piratpartiet, der opstod som politisk organisation i 2006 i Sverige med ønske om at slække gevaldigt på ophavsretten og større mulighed for at være anonym på nettet. Han blev dog smidt ud af pertiet i sommer.

Budskabet på Meelis Kaldalus seddel på Eurovision-scenen, '#Free Anakata', er relateret til netop Piratpartiet, der i en periode lagde serverplads til den svenske fildelingstjeneste The Pirate Bay. Anakata er nemlig et alias for Per Gottfrid Svartholm Warg, der er en af grundlæggerne af The Pirate Bay.

Se også: Melodi Grand Prix fik Europa til at gå fest-amok


Han sidder for tiden varetægtsfængslet i Danmark og er tiltalt for et hackerangreb mod politiets IT-leverandør, virksomheden CSC, hvor han skulle have stjålet en større mængde personfølsomme oplysninger fra kørekortregistret tilbage i 2012.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Meelis Kaldalu via email og Facebook, men han er ikke vendt tilbage på henvendelserne.

Du kan se en video af forløbet på scenen her.

Se også: Basims uvilde fest: Snuppede en cola og gik i seng


Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen