Aller lukker fem blade: Fyrer 23 medarbejdere

Aller Media dropper Tidens Kvinder på skrift, gratismagasinet Mor samt Street Boys, Topmodel og Frikvarter.

Aller Media fyrer 23 medarbejdere. (Foto: Polfoto)
Aller Media fyrer 23 medarbejdere. (Foto: Polfoto)

Aller Media dropper den fysiske udgave af det erotiske magasin Tidens Kvinder, gratismagasinet Mor samt ungdomsbladene Street Boys, Topmodel og Frikvarter, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Det sker inden for de dele af forretningen, som ikke lever op til forventningerne - i hvert fald ikke på skrift.

- Vi har en strategi, som vi følger, og som skal ruste os til fremtiden. Men som alle andre medievirksomheder oplever vi et presset marked, som hele tiden kræver, at vi justerer vores portefølje og sikrer, at alle dele af forretningen er lønsomme, lyder det fra administrerende direktør i Aller Media Pål Thore Krosby, som fortsætter:

Se også: Kæmpe nedtur til Se og Hør

- Derfor foretager vi nu et greb, hvor vi har valgt at lukke nogle printprodukter rettet mod unge, da netop denne målgruppe i stigende grad fravælger print til fordel for digitale medier.

Aller vurderer dog, at interessen for det erotiske indhold i Tidens Kvinder fortsat er til stede, og magasinet fortsætter og videreudvikles derfor som et udelukkende digitalt brand.

De digitale medier X-Priser og slankedoktor.dk sættes samtidig til salg.

23 fastansatte medarbejdere fyres i forbindelse med lukningerne. Tilbage er cirka 600 ansatte i Danmark.

Aller Media står blandt andet bag ugebladet Se og Hør samt Billed-Bladet og Ude og Hjemme.

Se også: Eks-Se og Hør-boss raser over elektrochok-joke

Administrerende direktør i Aller Media, Pål Thore Krosby. (Foto: Polfoto)
Administrerende direktør i Aller Media, Pål Thore Krosby. (Foto: Polfoto)
 

0 kommentarer
Vis kommentarer