Cirkusrevyen med trist nyhed

Den traditionsrige Cirkusrevyen flyttes til august

Årets Cirkusrevy bliver den sidste for revylegenden Ulf Pilgaard. Foto: Henning Hjorth
Årets Cirkusrevy bliver den sidste for revylegenden Ulf Pilgaard. Foto: Henning Hjorth

Coronavirus får nu også konsekvenser for Cirkusrevyen, der har valgt at flytte premieren til august.

Det oplyser holdet bag i en pressemeddelelse.

- Den alvorlige situation med spredning af coronavirus i Danmark rammer os alle hårdt lige nu. Cirkusrevyens første prioritet er vores gæsters og medarbejderes sikkerhed og for at sikre størst mulig tryghed og ro for alle, har vi taget beslutningen om at rykke vores premiere til august, siger Cirkusrevyens direktør Torben 'Træsko' Pedersen.

Den uhyre populære cirkusrevy har allerede kunnet melde om over 100.000 solgte billetter, hvilket naturligvis ikke harmonerer med, at folk generelt opfordres til at holde sig så isoleret som muligt.

Den nye premieredato bliver 2. august klokken 16.00.

Det betyder samtidig, at Cirkusrevyen for første gang nogensinde skal spilles indtil vintersæsonen med forestillinger helt indtil december måned.

- Det var i forvejen en helt speciel sæson i år med Ulf Pilgaards jubilæum og afslutning i revyen, men hele denne her situation har tvunget os til at være kreative, og det er lykkedes os at flytte alle de berørte forestillinger til nye dage, så alle, der har købt billet, stadig får mulighed for at se Ulf Pilgaards sidste sæson, forsikrer Torben 'Træsko' Pedersen, der forsikrer, at teltet i de koldere perioder af den nye spilleperiode vil være opvarmet.

I pressemeddelelsen oplyses det videre, at revyskuespillerne har takket ja til en efterårs- og vintersæson.

72 kommentarer
Vis kommentarer