Cirkusrevyen: Velkendt og overraskende på én gang

Cirkusrevyen er igen i år en festlig sag. Meget er som det plejer, men der er også plads til overraskelser

Dronning Margrethe som Ulf Pilgaard. Eller omvendt. (Foto: Henrik Petit)
Dronning Margrethe som Ulf Pilgaard. Eller omvendt. (Foto: Henrik Petit)

Cirkusrevyen 2016. Dyrehavsbakken. Instruktion: Lisbet Dahl. Med Lise Baastrup, Ulf Pilgaard, Henrik Lykkegaard, Niels Ellegaard og Lisbet Dahl. Kapelmester: James Price

Til beroligelse for alle, der overvejer at tage på Bakken og opleve Cirkusrevyen 2016, er her to centrale oplysninger:

Jo, Ulf Pilgaard er dronning Margrethe igen. Og tak for det.

Dette års udgave er endda én af de morsomste, jeg har set gennem årene. Så vidt jeg husker.

Carl-Erik Sørensens prægtige tekst handler naturligvis en del om majestætens mand:

- Prinsgemalen. Eller hvad han nu kalder sig for tiden.

Se også: Se billederne: Kendte til premiere på Cirkusrevyen

Men teksten henter samtidig lykkelig inspiration fra dronningens bøvl med at holde styr på sine papirer, da hun holdt sin seneste nytårstale.

Hulkende grinagtigt er det.

Lysten husmor
Og jo, Lisbet Dahls rytmisk udfordrede husmor med den storblomstrede kittel og det åbenbart sindssygt livlige seksualliv er der også igen. Og tak for det.

- Det er en cha cha cha, erklærer hun og herser endnu engang med den forholdsvis sagesløse James Price, der desperat forsøger at akkompagnere hendes sære rim og haltende versefødder:

- Jeg vækker voldsomme følelser i alle mænd. De savler, når de hører, jeg er blevet skilt igen.

Lisbet Dahls lystne husmor ligger i begyndelsen af første akt, mens Ulf Pilgaards dronning Margrethe er første nummer i anden akt.

Som for at sikre, at vi ikke skal sidde og spekulere på, om de nu også er med i år. Det er de altså, og så kan vi koncentrere os om at nyde alt det andet, forestillingen også indeholder.

Søren Pind
Der er vældig meget at glæde sig over blandt de 23 numre.

Ikke mindst er det en fornøjelse at opleve Lise Baastrups debut i Cirkusrevyen. Det gør hun knageme godt.

Hilda og Keld Heick torsdag aften inden premieren på Cirksurevyen. Hilda havde en krykke med, da hun for otte uger siden er blevet opereret for slidgigt i foden. (Foto: Mogens Flindt). Danske kendte - 19. maj. 2016 - kl. 22:18 Fyldte 70: Rørt Hilda fik hilsner fra Ekstra Bladets læsere

For eksempel når hun betror os, at hun er vild med Søren Pind. Denne for mig at se lidt uforståelige længsel efter justitsministeren fremfører hun med robust udstråling og en kraftfuld stemme, der gør Jan Svarrer og Søren Anker Madsens fine tekst direkte overbevisende.

Lise Baastrup er også en stærk Inger Støjberg.

Til gengæld er Carl-Erik Sørensens tekst så firkantet og forudsigelig, at den ikke for alvor får bid.

Første astronaut
Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard demonstrerer endnu engang, at de er ypperlige revyskuespillere - og hvad har vi så mere?

Ulf Pilgaard gestalter medrivende en embedsmand i Naturklagenævnet, der er forflyttet til Lemvig, og som er rasende. Med begavet tekst af Vase & Fuglsang.

Brødrene Price står sammen bag en overraskende og storslået hyldest til Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, med det bevægende omkvæd:

'Mor, vil du med mig ud i rummet?'

Og alle skuespillerne når også at sende en kærlig hilsen til Dirch Passer, der ville have fyldt 90 i år.

Cirkusrevyen 2016 er fejende flot. Fremragende skuespillere, fine tekster, dygtige dansere og et velspillende orkester med en forrygende kapelmester. Mit hjerte, hvad vil du mere?

5 kommentarer
Vis kommentarer