’Danmarks Indsamling’: Så meget gav danskerne

Indsamlings-showet slog ikke rekorden fra 2015, der er på 100 millioner kroner

97.870.606 kroner.

Så meget samlede danskerne lørdag aften ind i DR's indsamlingsshow 'Danmarks Indsamling', der i år blev afholdt i Tivolis Koncertsal.

Dermed slog dette års show ikke sidste års rekord på lige over 100 millioner kroner.

Det var 10. gang, at DR i samarbejde med 12 humanitære organisationer lavede ’Danmarks Indsamling’, og i år er det bekæmpelse af ekstrem fattigdom i verdens mest udsatte områder, som pengene går til.

Ikke alle de indsamlede millioner går dog til bekæmpelse af fattigdom: Flere millioner skal nemlig bruges på at finansiere omkostninger til showet.

Se også: Aftenens 'Danmarks Indsamling': 13 millioner går IKKE til fattige

I 2013 og 2014 var det således mellem 15 og 20 procent af det beløb, danskerne havde samlet sammen i showet, der gik til regninger. Regnskabet for sidste års udgave af 'Danmarks Indsamling' er endnu ikke offentliggjort.

Strøm-nedbrud
Dette års udgave af indsamlingsshowet bød blandt andet på musik fra Mads Langer, Christopher og Keld og Hilda Heick.

Mange kendte - deriblandt tv-værterne Eva Harlou og Caroline Fleming - sad i programmets call-center, hvor de tog imod opkald fra de mange danskere, der ringede ind for at donere penge.

Call-centeret blev dog ramt af et strøm-nedbrud, der betød, at danskerne i flere minutter ikke kunne ringe ind og give deres bidrag til indsamlingen. Sammenbruddet gjaldt dog ikke for SMS'er, fortalte en af showets to værter, Ulla Essendrop, under udsendelsen.

Sammen med Lise Rønne var hun værtinde for indsamlingsshowet, mens Thomas Skov var vært i call-centret.

Showet bød blandt andet også på et interview med Remee, der fortalte om en tur med SOS-børnebyerne til Kenya.

Det var under denne rejse, at hans kæreste, modellen Mathilde Gøhler, blev gravid med parrets lille datter, som efterfølgende fik navnet Kenya.

399 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!