Dansk festival konkurs: Ramt af 'den perfekte storm'

Esbjerg Rock Festival lukker og slukker: - Esbjergenserne er ikke gode til at bakke op, lyder det fra formand Carsten Agerbæk

Foto: Lars Thomsen
Foto: Lars Thomsen

- Vi blev simpelthen ramt af 'den perfekte storm.'

Så enkelt kan det åbenbart siges, når formanden for Esbjerg Rock Festival, Carsten Agerbæk, skal forklare, hvorfor den engang så populære festival nu stopper efter 28 år.

Et underskud på omkring en halv million kroner har sendt festivalen økonomisk i knæ.

- Vi manglede 500 gæster. Hvis de var kommet, så var vi endt i et pænt nul. Men en kombination af 30 grader varmt vejr, konkurrence fra en række andre festivaler, gratis musik-tilbud fra kommunen og manglende opbakning fra esbjergenserne er årsagen til, at vi har fået underskuddet. Det er brand-ærgerligt, siger Carsten Agerbæk til Ekstra Bladet.

Den udgående festivalformand Carsten Agerbæk. Privatfoto
Den udgående festivalformand Carsten Agerbæk. Privatfoto
 

I 27 år stod koncert-arrangøren Søren Højberg fra Esbjerg for Esbjerg Rock Festival, der en overgang trak over 30.000 tilskuere.

Senere er tallet dog dalet til 6.000-8.000 tilskuere.

Forærede festivalen bort
Sidste år forærede Søren Højberg Esbjerg Rock Festival til en forening, som skulle drive festivalen videre. Højberg fortsatte dog i bestyrelsen, hvor han også har lagt masser af kræfter i dette års festival.

Paradoksalt nok ender skaberen af Esbjerg Rock Festival nu som kreditor i boet. Hvor meget koncert-arrangøren har til gode er dog ukendt.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Søren Højberg, som for øjeblikket er på forretningsrejse i London.

På Facebook klager flere festival-gæster over, at Esbjerg Rock Festival bevægede sig væk fra det oprindelige tema med 80-er musik. Efter flere esbjergensers mening er det årsagen til den svigtende interesse fra publikum.

'De samme brokrøve'
- Jeg kender godt til kritikken. Den kommer fra de samme brokrøve, som flere forskellige steder på de sociale medier fortsætter med denne kritik. Sandheden er, at vi løb panden mod en mur med 80-er musikken. Det var jo de samme bands om og om igen. Det hele blev en gentagelse. Vi var simpelthen nødt til at ændre konceptet, forklarer formand Carsten Agerbæk til Ekstra Bladet.

Agerbæk peger på, at udbudet af festivaler og musik-tilbud er alt for stort i Danmark, hvis man også skal kunne tjene penge på arrangementerne.

- Der er for mange festivaler i Danmark, og det bliver ikke nemmere, når Esbjerg Kommune i sommer - i forbindelse med Tall Ships Race-  henter navne som Lars Lilholt Band, C.V. Jørgensen og Dodo and the Dodos til byen. Her kunne tusindvis af esbjergensere se disse kunstnere helt gratis.

- Kommunen har købt musik for 1,9 millioner kroner. Kommunen går således direkte i konkurrence med private aktører. Jeg vil egentligt godt stille spørgsmålstegn ved, om det er lovligt, siger Carsten Agerbæk.

Typisk tankegang
Det skal dog retfærdigvis tilføjes, at Esbjerg kommune for et år siden spyttede et engangsbeløb på en million kroner i festival-kassen. Nu er det slut, har den vestjyske borgmester, Jesper Frost Rasmussen, meddelt.

Esbjerg Kommunes borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) vil ikke skyde flere penge i festivalen. Foto: Esbjerg Kommune
Esbjerg Kommunes borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) vil ikke skyde flere penge i festivalen. Foto: Esbjerg Kommune
 

- I Odense har kommunen sendt 23 millioner kroner efter Tinderbox. Her kan politikerne godt se betydningen af festivalen, lyder det fra Agerbæk.

Carsten Agerbæk peger også på, at esbjergenserne generelt ikke er gode til at bakke op om lokale tiltag.

- Når EfB rykker ned i 1. division, så gider vi ikke bakke spillerne op på stadion længere. Det gælder også Esbjerg Rock Festival. Sidste års festival var ikke særlig god. Det bliver vi også ramt af, for så gider folk ikke komme igen. Det er en typisk tankegang for folk i Esbjerg, konstaterer Carsten Agerbæk.

Formanden anser det for usandsynligt, at Esbjerg Rock Festival vil blive genoplivet.

- Det tror jeg ikke på. Og det er ærgerligt, at vi nu må lukke. Festivalen i år var fantastisk god. Jeg har ikke hørt et ondt ord om den, siger den udgående formand til Ekstra Bladet.

35 kommentarer
Vis kommentarer