Dansk firma tæt på Eurovision-dødsulykke

- Vi er alle sammen vildt bedrøvede over, hvad der er sket, siger direktøren for det danske firma Litecom, der står for lyset til Eurovision i Tel Aviv

Værterne Assi Azar, Erez Tal, Lucy Ayoub og Bar Refaeli på scenen med de ti finalister, der klarede sig videre fra tirsdagens semifinale. I aften gælder det den anden semifinale, hvor danske Leonora skal forsøge at synge sig videre til lørdagens finale. Foto: Ritzau Scanpix
Værterne Assi Azar, Erez Tal, Lucy Ayoub og Bar Refaeli på scenen med de ti finalister, der klarede sig videre fra tirsdagens semifinale. I aften gælder det den anden semifinale, hvor danske Leonora skal forsøge at synge sig videre til lørdagens finale. Foto: Ritzau Scanpix

Mandag blev en 66-årig, israelsk chauffør ved navn Fuldi Schwartz ramt af tungt lysudstyr, da han var i færd med at fragte det fra en lastvogn på en parkeringsplads til Tel Aviv Expo, hvor det stort anlagte show i denne uge løber af stablen.

Efter ulykken - der forårsagede alvorlige skader på hovedet, brækkede ribben, en punkteret lunge og en beskadiget rygsøjle - blev han indlagt på Ichilov Hospital i Tel Aviv.

Hans tilstand blev tirsdag forværret, og lægerne erklærede ham død kl. et natten til onsdag.

Langt det meste af teknikken til det stort anlagte lysshow leveres af det danske firma Litecom fra Kastrup, der tidligere har arbejdet på store projekter som blandt andet OL i London.

Leonora på scenen under generalprøven forud for aftenens Eurovision-semifinale. Foto: Ritzau Scanpix
Leonora på scenen under generalprøven forud for aftenens Eurovision-semifinale. Foto: Ritzau Scanpix
 

Uheldige omstændigheder
Selv om det danske Litecom-hold er hovedansvarlig for det flotte lys, folk i salen og hjemme i stuerne får at se, var de ikke direkte involveret i ulykken.

- Det var en leverance, der ikke har noget med os at gøre. Vi står for green room og sceneområdet, og så er der en masse leverandører, der står for andre ting. Vi er bare blevet informeret om, at der har været en ulykke i forbindelse med en af de her leverancer, der desværre har haft det her sørgelige udfald, siger direktør Rasmus Bremer Sørensen til Ekstra Bladet over telefonen fra Tel Aviv.

Han oplyser, at sikkerheden på produktionen - så vidt han kan se - er helt i top, og han har derfor svært ved at komme med bud på, hvordan ulykken kan være sket.

- Alle vil jo sige: 'Hvordan fanden kan det her ske?', og det er sikkert en kæde af uheldige omstændigheder, men alle har været igennem et introduktionsmøde, hvor sikkerhed er blevet gennemgået, så jeg synes, det hele har været ret grundigt i forhold til sikkerhed. Vi føler os trygge. Der bliver passet godt på os, siger Rasmus Bremer Sørensen fra Litecom.

Tamta fra Cypern vakte opsigt under tirsdagens semifinale, der var den første af to. Foto: Ritzau Scanpix
Tamta fra Cypern vakte opsigt under tirsdagens semifinale, der var den første af to. Foto: Ritzau Scanpix
 

Øget sikkerhedsfokus
På grund af den tragiske ulykke vil der nu komme øget fokus på sikkerheden, når den store produktion om nogle dage skal pakkes ned igen.

- Jeg ved, der bliver en øget fokus på det, når vi efterfølgende skal pakke det hele ned. Det er jo altid en travl periode, når det hele er overstået. Og der har vi fået at vide, at der bliver øget fokus på, at alle kommer ud i live, var jeg lige ved at sige. Det handler om at undgå dumme skader og ulykker, siger han.

At en dødsulykke, som den der er indtruffet ved Eurovision, lægger en lille dæmper på løjerne, er uundgåeligt.

- Vi er alle sammen vildt bedrøvede over, hvad der er sket. Det er jo en musikfest, og det er jo helt absurd, at der er nogen, der skal gå til grunde i forbindelse med det. Der er jo vigtigere ting i livet, slutter Rasmus Bremer Sørensen.

Efterforskes
Dødsulykken, der nu efterforskes af politi og arbejdstilsyn, har medført kritik af Eurovision-arrangørerne, der beskyldes for ikke at have tilstrækkeligt styr på arbejdernes sikkerhed.

Eurovision har udsendt en meddelelse, hvor de sender deres varmeste tanker og medfølelse til de pårørende og meddeler, at de har i sinde at samarbejde med myndighederne for at komme til bunds i sagen.

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere