Dansk stjerne vraget i Tivoli: Jeg er meget skuffet

Bro skulle ikke spille på den store scene til 'The Voice 18' i Tivoli, som han gjorde sidste år, hvilket hit-sangeren var meget frustreret over

Se videoen med Bro øverst i artiklen. Video: Anthon Unger

22-årige Kevin Andreasen, som går under Bro, har de seneste år nydt stor succes med populære hits som 'Hvor er du Bro?' og senest med 'Sydpå', der har mere end 12 millioner afspilninger på streamningstjenesten Spotify.

Trods de flotte resultater, så var det ikke nok til at få en plads på hovedscenen til 'The Voice 18' i Tivoli, og Bro måtte tage sig til takke med at spille på en mindre scene ved Orangeriet.

Og nedgraderingen er ikke noget, der faldt i god jord hos Bro, som var tydeligt irriteret, da Ekstra Bladet fangede ham på den røde løber.

- Jeg er skuffet over det. Jeg er faktisk meget skuffet over det, lød det fra sangeren.

Den populære sanger har ikke haft mange timer til at sluge skuffelsen, da han først fik det at vide samme dag.

- På dagen sagde de det til mig. Jeg tænkte: 'hvad? Skal jeg spille på den lille scene', fortalte den 22-årige sanger.

Selvom det var en skuffet stjerne, Ekstra Bladet mødte, så prøver Bro at tage nederlaget i stiv arm.

- Der er ikke så meget at gøre ved det. Det er jo sket. Jeg må komme videre, lød fra Bro.

Bro er ikke sur

Bauer Media, der står for 'The Voice 18', kan ikke forstå, at den 22-årige sanger skulle være sur over degraderingen.

Tobias Nielsen fra Bauer Media havde lige talt med Bro, før Ekstra Bladet fangede ham, og han mener ikke, der var nogen sure miner fra Bros side.

- Bro har spillet på Orangeri-scenen, som er en ny ting for os. Jeg er glad for, at han lavede et fedt show

- Men han var jo sur over det?

- Jeg har lige snakket med Bro for tre minutter siden, og der var han ikke sur.

- Han var sur, da vi talte med ham?

- Jeg er glad for, at han gad at spille på Orangeri-scenen.

- Det lyder lidt som brandslukning?

- Jeg kan ikke andet end at gentage mig selv. Jeg er super glad for, at han gad at spille på Orangeri-scenen - og han gjorde det godt.

Se klippet øverst i artiklen, og vurdér selv, om Bro var tilfreds med at skulle spille på en mindre scene.

56 kommentarer
Vis kommentarer