Danskerne kan have betalt for meget i licens

En dom fra EU-Domstolen stempler det som ulovligt at lægge moms på tv- og radiolicenser i Tjekkiet

Foto: Polfoto
Foto: Polfoto

2477 kroner skal danskerne i 2016 betale for medielicens, men det kan måske gå hen at blive billigere i fremtiden.

En ny dom fra EU-Domstolen fastslår nemlig, at det er ulovligt at lægge moms på tv- og radiolicenser i Tjekkiet - dermed tyder meget på, at det også er ulovligt i Danmark, skriver Børsen.

I Danmark bliver der nemlig lagt moms på licensen.

- Det her er jo en EU-dom i en tjekkisk sag. Nu handler det i første omgang om at finde ud af, om dommen har konsekvenser for den danske lovgivning om moms på licensen, udtaler skatteminister Karsten Lauritzen (V) ifølge en pressemeddelelse til Ekstra Bladet.

Se også: Ulovlig moms på licens: Regner med at få 15-20000 tilbage fra DR

- Det arbejde er Skatteministeriet i fuld gang med. Viser det sig, at dommen har konsekvenser for den danske lovgivning, vil regeringen naturligvis tage bestik af situationen hurtigst muligt derefter, uddyber han.

Dommen betyder, at man i Tjekkiet ikke kan opkræve moms af licens.

Kan koste statskassen over 1 mia.
Hvis dommen skal gælde i Danmark, vil det ifølge Børsen koste statskassen over en mia. kroner.

Danskerne betaler ifølge mediet i alt 5,5 mia. kroner årligt i licens. Når momsen bliver trukket fra, er der 4,4 mia. tilbage, som bliver fordelt til en række medier.

Cirka 2,4 millioner husstande betaler licens.

67 procent af den årlige licens går til DR, oplyser dr.dk.

I 2016 betaler hver husstand 6,79 kroner i licens om dagen.

Heraf går 4,50 kr. til DR, knap 1 kr. går til de regionale TV2-stationer og andre public service-formål, mens godt 1,25 kroner går til moms, fremgår det af DR's hjemmeside. 

 

250 kommentarer
Vis kommentarer