Det Kongelige Teater afviser geværbrøler

En reklameplakat for en opera om mordet i Finderup Lade har vakt opsigt på grund af dens manglende historiske korrekthed

Erik Klipping var 37 år, da han blev myrdet 22. november 1286. Det er det seneste mord i Danmark på en regent eller regeringsleder. Pr-foto: Det Kongelige Teater
Erik Klipping var 37 år, da han blev myrdet 22. november 1286. Det er det seneste mord i Danmark på en regent eller regeringsleder. Pr-foto: Det Kongelige Teater

Mordet på kong Erik Klipping i Finderup Lade i 1286 er en af Danmarkshistoriens mest dramatiske begivenheder

Nu kan fortællingen snart opleves som opera på Det Kongelige Teater i København, hvor forestillingen 'Drot og Marsk' er ved at blive sat op.

For at reklamere for den stort anlagte opera, der har premiere 23. marts, har Det Kongelige Teater fået opsat plakater på et antal reklamesøjler i hovedstaden og lagt billeder på nettet.

På reklamebilledet ser man en mand i truende positur med et gevær, der bestemt ikke ligner noget fra Erik Klippings tid, men snarere noget moderne jagtudstyr.

Det har fået flere til at undre sig over, om Det Kongelige Teater ikke kan deres Danmarkshistorie, der jo fortæller klart og tydeligt, at Erik Klipping blev stukket ihjel og ikke skudt med et moderne jagtgevær.

På sociale medier kommenteres plakaten blandet andet med: 'Det gevær er slet ikke fra den tid', 'Drot og Marsk møder Tilbage til fremtiden' og 'Det er vist en ommer', men det mener Det Kongelige Teater nu ikke, det er.

Konstrueret meget hurtigt
Her glæder man sig blot over, at et marketingfoto for en kommende opera kan få folk til tasterne.

- Først og fremmest vil jeg sige, at jeg elsker, at folk nærstuderer vores marketingmateriale så nøje. Det er jo helt fantastisk. Billedet er helt åbenlyst konstrueret og falskt. Kronen, som kongen har på hovedet, er heller ikke ægte. De her marketingbilleder er konstrueret meget hurtigt. De foregår ikke på samme måde som selve produktionen af operaen, siger Det kongelige Teaters operachef, John Fulljames, til Ekstra Bladet og fortsætter:

- Vi er udmærket klar over, at skydevåben fra det 19. århundrede ikke eksisterede i det 13. århundrede. Det, vi laver, er en 2019-udgave af en opera fra 1878, der omhandler begivenheder fra 1286, så der er mange forskellige lag af historie involveret. Det, vi kommer til at se på scenen, kommer til at repræsentere begivenhederne fra det 13. århundrede.

John Fulljames er chef for Operaen i København. Han har tidligere været ansat som Associate Director ved The Royal Opera House i London, hvor ha arbejdede tæt sammen med Kasper Holten, der er en af instruktørerne på 'Drot og Marsk'. Foto: Det Kongelige Teater
John Fulljames er chef for Operaen i København. Han har tidligere været ansat som Associate Director ved The Royal Opera House i London, hvor ha arbejdede tæt sammen med Kasper Holten, der er en af instruktørerne på 'Drot og Marsk'. Foto: Det Kongelige Teater
 

Er billedet ment som en bevidst provokation for at skabe opmærksomhed forud for premieren?

- Nej, det var ikke planlagt. Jeg tror ikke, der var nogen, der havde forudset, at folk ville være så opmærksomme, at de ville opdage, at det var et jagtgevær fra det 19. århundrede, der bliver vist på plakaten. Billedet illustrerer meget godt, at det er en opsætning, der refererer mange forskellige tidsperioder. Det tilfører et ekstra lag. Og historiefortælling i opera er altid kompleks. Der er ofte mere end en enkelt tidsperiode på spil.

Vil I nu ændre plakaten?

- Nej, vi kommer ikke til at ændre marketingbillederne. Og selv om det ikke var planlagt, så synes jeg faktisk, det rejser en spændende problemstilling. Selv om vi ikke nødvendigvis ønskede at være provokerende, så er det en god debat om kunstnerisk frihed og historiefortælling i opera, og det har jeg intet problem med.

Er der en grænse for den kunstneriske frihed. Kan man forestille sig, at de sammensvorne planlægger mordet via Snapchat, eller at Erik Klipping flyves væk i en redningshelikopter?

- Der er ingen grænse, for hvad man kan forestille sig. Denne opsætning af 'Drot og Marsk' vil blive meget smuk visuelt og en tro genfortælling af historien. For mig er det vigtigste, at man fortæller historien tydeligt, og at man har interessante idéer, og at man fanger publikums interesse og opmærksomhed. Den værste form for opera er en, der ikke fanger og engagerer publikum.

Tv- og radiovært Anders Lund Madsen er blandt dem, der har bemærket det utraditionelle mordvåben på Det Kongelige Teaters plakat.

58 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere