Festival ramt af stort underskud: Kan ikke betale sine kreditorer

Regnvejr var efter sigende skyld i stort underskud på musikfestival i Randers

For første gang var Randers denne sommer vært for musikfestivalen 'Hede Rytmer', der i en årrække ellers kun har været koncentreret om Silkeborg.

Men rent økonomisk har turen til Randers 15. og 16. juni langt fra været nogen succes.

Således melder festivalen om et nettounderskud på halvanden million kroner, hvilket betyder, at kreditorerne ikke kan få alle deres penge.

Det skriver Randers Amtsavis.

Således har alle berørte kreditorer og blandt andet byens borgmester, Torben Hansen (S), fået en mail om de manglende midler.

De har i stedet fået tilbudt, at de på forhånd skal frasige sig en del af deres økonomiske krav.

Oliver Zähringer fortæller til avisen, at kreditorerne kan se frem til at få omkring 35 procent af det, de skulle have haft, hvis de takker ja til tilbuddet.

- Vi er vældig, vældig kede af den her situation. Jeg har været i musikbranchen i mange år, og jeg har selv oplevet ikke at få de penge, vi skulle have, så jeg kender om nogen til situationen, siger han.

Regn i otte timer
Han forklarer den manglende indtægt med, at festivalen var ramt af store mængder regnvejr om lørdagen, som var den anden og afsluttende dag på festivalen. Dels tog mange hjem, og dels købte folk ikke så meget i barerne som forventet.

- Det regnede stort set uafbrudt i næsten otte timer, og klokken 16 gik 3000 af vores gæster hjem, og kun 1000 af dem kom tilbage klokken 21, hvor regnen var væk. Vi mente, at vi havde taget højde for dårligt vejr, men lørdagen stak helt af, siger Oliver Zähringer til Randers Amtsavis.

Bag Hede Rytmer i Randers står foreningen Randers Kultur og Event, og fordi det er en forening, har hvert enkelt arrangement sit eget regnskab, hvorfor foreningen ikke kan oprette gæld, der kan betales ved senere lejlighed.

- Jeg kan godt forstå, at folk er sure, og at nogen måske kan finde på at sige nej til den aftale, som vi har fremlagt. Men vi kan og må bare ikke gøre det anderledes, siger Oliver Zähringer.

Hede Rytmer har i år ud over i Randers være afholdt i Silkeborg, mens Esbjerg til september er vært for en udgave af festivalen.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Oliver Zähringer.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen