Første gang: H&M bruger muslimsk model iført tørklæde

For første gang nogensinde bruger den populære tøjkoncern Hennes & Mauritz en kvindelig muslimsk model iført en såkaldt hijab i deres reklamevideo

Mariah Idrissi er den første model iført tørklæde i en H&M-reklame. (Foto: H&M)
Mariah Idrissi er den første model iført tørklæde i en H&M-reklame. (Foto: H&M)

Med den Hennes & Mauritz' nye reklamevideo slår den svenske tøjgigant et slag for mangfoldighed.

I videoen vises en række forskellige modeller fra forskellige etniske og religiøse grupper.

En af modellerne er den 23-årige muslimske kvinde Mariah Idrissi, som dermed er den første model nogensinde i en H&M-reklame iført en hijab (tørklæde, der dækker håret, men lader ansigtet være frit, red.).

Billeder af den tørklæde-bærende unge kvinde i reklamen er siden gået viralt på nettet, hvor folk både hylder og fordømmer tøjkoncernen for deres nye tiltag med den muslimske model i hijab.

Se også: Movia forbyder reklame med Muhammed og Jesus

Det overraskede da også hovedpersonen for al snakken, at hun blev spurgt, om hun ville medvirke i reklamefilmen, skriver modebloggen Fusion:

- Er du sikker på, de ved, jeg bærer hijab?, spurgte hun skeptisk.

Foto: H&M
Foto: H&M
 

Efter at have fået lov af sine forældre, som er fra henholdsvis Pakistan og Morokko, valgte Mariah Idrissi dog at deltage, da reklamefilmen havde et 'godt budskab'.

Mariah Idrissi begyndte at gå med tørklæde, da hun var 17 år gammel og siden da, har hun kæmpet for et gennembrud i modeindustrien, skriver Fusion.

Se også: Socialdemokrat 'brækker sig' over tørklæde-pige

- Det føles altid som om, at kvinder, der bærer hijab, bliver ignoreret, når det kommer til mode, så det er fantastisk, at så stort et brand anerkender, hvorfor vi bærer hijab, siger Mariah Idrissi, som samtidig fortæller, at holdet bag 'photo-shootet' hovedsageligt bestod af kvinder, og at mændene havde fået besked på ikke at røre hende.

- H&M spurgte hvor meget nakke, jeg ville vise, men for at være helt ærlig, så var de meget respektfulde, fortæller Mariah Idrissi.

Du kan se H&M's reklame-video herunder (Mariah Idrissi optræder cirka 54 sekunder inde):

224 kommentarer
Vis kommentarer