Grevinden til Walkathon: Tynd og sky

Alexandra er utvivlsomt en stærk mor for de to prinser, men hvem passer på grevinden?

Journalist fra Billedbladet taler om Alexandra og Martin Jørgensens skilsmisse, og viser billeder fra brylluppet

Den første offentlige optræden siden skilsmissen fra ægtemanden igennem otte år, Martin Jørgensen, blev annonceret, så ikke ud til at bekomme grevinde Alexandra af Fredriksborg ret godt.

Grevinden og hendes to sønner fik tydeligt vist deres stærke sammenhold. Foto: Tariq Mikkel Khan
Grevinden og hendes to sønner fik tydeligt vist deres stærke sammenhold. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Den 51-årige tidligere prinsesse var langt fra den friske og smilende kvinde, der plejer at møde til de arrangementer, hendes protektorater eller ambassadør-embeder afholder.

Søndag stod den på Walkathon, som blev skudt i gang for 13. gang med Grevinden og hendes familie i spidsen. Men selv om Alexandra holdt åbningstalen og pligtopfyldende gjorde, hvad man forventede af hende, så var hun langt fra sit vanligt strålende jeg.

Flere sikkerhedsfolk
Sikkerhedsfolk holdt pressen på behørig afstand, så ingen kunne stille spørgsmål - hverken til hende, de to prinser, Nikolai og Felix eller bedstemor Christa Manley, som også var mødt op på Kastellet søndag formiddag.

Sikkerhedsfolkene passede godt på Grevinden og hendes familie under Walkathon, så ingen uvedkommende kom for tæt på. Foto: Tariq Mikkel Khan
Sikkerhedsfolkene passede godt på Grevinden og hendes familie under Walkathon, så ingen uvedkommende kom for tæt på. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Om hun er kommet til Danmark for at støtte sin datter i skilsmisse-situationen, var det ikke muligt at få afklaret, men faktum er, at Grevinden Alexandra virkede træt - grænsende til det udmattede. Og så var hun blevet umådelig tynd. Hun har altid haft en slank, elegant skikkelse, men nu er hun decideret mager - faktisk er hun så tynd, at hun uden problemer så ud til at kunne passe cowboybukser med de to ranglede teenage-prinser.

Ingen tvivl om, at den skilsmisse, som ifølge grevinden selv er foranlediget af, at hun og Martin Jørgensen ’ikke længere delte værdigrundlag, og derfor ikke havde en fremtid sammen’, har tæret på hende.

Gift og skilt i spotlight
Alle skilsmisser er hårde, men når man tilmed er en offentlig person, der qua sin tilknytning til kongehuset nu to gange er blevet gift og skilt i fuldt spotlight, så må det gøre ekstra ondt.

Sådan tog Alexandra sig ud til Walkathon for ti år siden. Den gang var hun stadig prinsesse. Foto: David Høgsholt
Sådan tog Alexandra sig ud til Walkathon for ti år siden. Den gang var hun stadig prinsesse. Foto: David Høgsholt
 

Der er ingen tvivl om, at hun passer godt på sine sønner, og der er heller ingen tvivl om , at prinserne forguder deres mor. Det tætte sammenhold så man klart ved Walkathon. Hverken 13-årige prins Felix eller 16-årige prins Nikolai havde bøvl med at gå og holde om deres ’gamle’ mor i fuld offentlighed - hvilket mange andre teenagedrenge måske ville undslå sig for. Der blev udvist sammenhold. Og helt symbolsk var det umælende medlem af familien, hunden Lily også medbragt på dagens opgave.

Alexandra vil efter eget udsang fortsætte med at være den stærke, kærlige mor, som passer på sine drenge. Men hvem passer så på grevinden?

96 kommentarer
Vis kommentarer