Hilda Heick stemte helt forkert: - Jeg er frygtelig ked af det

Det danske jurymedlem Hilda Heick misforstod reglerne og gav bundkarakter til sin favoritsang ved Eurovision

Vinder af Eurovision 2016 ukrainske Jamala møder pressen for første gang efter sejren. Video: AP

Hilda Heick, der var et ud af fem danske jurymedlemmer ved lørdagens Eurovision, vendte op og ned på karaktergivningen ved konkurrencen.

Det bekræfter hun over for Ritzau.

Ved sangkonkurrencen skulle jurymedlemmerne rangordne landene fra nummer 1 til 26, men det misforstod Hilda Heick, som troede, at hun skulle skrive 26 ud for det land, som hun ville give flest point.

Hun gav derfor sin favoritsang - fra Australien - 26 point og dermed en bundplacering.

Stemte mod resten af fagjuryen
Listen over de danske point viser, at resten af fagjuryen - Kaya Brüel, Basim, Jimmy Jørgensen og Morten Specht overordnet har placeret sine point markant anderledes end den rutinerede grand prix-dronning.

Se også: Av av! Så skidt gik det Danmark

De andre i fagjuryen har ubetinget peget på Australien som den rigtige vinder, mens Hilda Heick pegede på Georgien vinder:

- Det har jeg fået fuldstændig galt i halsen. Det er jeg frygtelig ked af, siger Hilda Heick, som ifølge opgørelsen har været enig med flertallet i, at Ukraine, der som bekendt løb med sejren, skulle have en høj placering.

  En jublende glad Jamala efter sejren. (Foto: Mogens Flindt) Event & Kultur - 15. maj. 2016 - kl. 00:40 Ukraine vinder Eurovision Song Contest

Men i virkeligheden kunne hun slet ikke lide sangen. Det var altså en fejl, at hun rangerede den ukrainske sang som næstbedst.

- Jeg har opfattet det, som om man skulle tildele det højeste nummer til den sang, man bedst kunne lide. Og det laveste nummer går til den, man ikke bryder sig om, siger Hilda Heick.

For hun brød sig slet ikke om sangen '1944', der handler om Ruslands deportation af hele Krimhalvøens tatarbefolkning under Anden Verdenskrig.

- Jeg synes absolut ikke, at man skal blande politik ind i grandprix. Jeg synes, at vi skal mødes på det sjove, det hyggelige og det festlige, siger Hilda Heick.

Event & Kultur - 15. maj. 2016 - kl. 09:22 Ukrainsk Eurovision-sejr er kontroversiel

Her er Hilda Heicks fejlagtige top 10

1. Georgien

2. Ukraine (den kunne Hilda altså ikke lide)

3. Kroatien

4. Armenien

5. Serbien

6. Tyskland

7. Østrig

8. Malta

9. Cypern

10. Tjekkiet

Måske har andre fjumret i det
Hilda Heick fastslår, at hun er utrolig ked af, at hun har misforstået fremgangsmetoden.

- Og jeg undrer mig også lidt over afstemningen. Måske kan der være andre, der har fjumret i det, ligesom jeg har, lyder det fra jurymedlemmet.

Hilda Heicks misforståelse betyder, at Australien burde have haft 12 point af Danmark i stedet for de ti, som den danske fagjury endte med at give.

Hilda Heicks forkerte stemmeafgivelse vægter med en femtedel i forhold til fagjuryens samlede fordeling af point, som altså har forrykket hele det samlede billede en smule.

Enkelte lande, der slet ikke skulle have haft point af Danmark, skylder altså Heick tak.

Ved afstemningen skulle alle jurymedlemmer give karakter til hver enkelt sang.

'1944' er dedikeret til Jamalas bedstemor. (Foto: AP) Event & Kultur - 15. maj. 2016 - kl. 07:47 Storpolitisk sejr i et upolitisk Grand Prix

Hilda Heick fortæller til Ritzau, at hun tog grundige noter efter hver sang for overhovedet at kunne huske dem. Det var dog svært at tildele en retfærdig karakter til så mange sange, mener hun, og efterlyser det gamle system, hvor der kun var fokus på de bedste bidrag.

Den danske kommentator og melodigrandprix-ekspert Ole Tøpholm mener dog, at det er på sin plads, at juryerne ved Eurovision skal tage stilling til samtlige 26 sange.

- Det er vigtigt, at alle sange - også dem, der skiller sig lidt ud - får en fair bedømmelse. Det er det, der er meningen med juryen, og det som juryen sørger for. Der skal være forskel på, om du er den sjettebedste eller om du kommer på sidstepladsen, siger han.

- Juryen består af professionelle mennesker. Så på den måde har de grundkendskab til musik, så jeg har tiltro til dem, lyder det fra Ole Tøpholm.

Vi følger sagen.

Se hele den danske jurys stemmer her.

287 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!