Hildas kæmpe fejl fik indflydelse på 10 landes samlede antal point

Ukraine skulle blot have haft et point og ikke 12 af den danske fagjury, hvis Hilda Heick ikke havde begået fejl

Vinder af Eurovision 2016 ukrainske Jamala møder pressen for første gang efter sejren. Video: AP

Det var tæt - endda meget tæt - på, at Hilda Heicks fejlagtige afgivelser af stemmer i den danske fagjury fik afgørende indflydelse på hvilket land, der vandt Eurovision.

Det viser Ekstra Bladets gennemgang af de danske fagjury-medlemmers stemmeafgivelser og de rettelser, som Hilda Heicks omvendte og forkerte rangering af landene, har kastet af sig.

Og hold fast, for nu går det hurtigt. Og det er også en smule teknisk...

Ukraine fik under showet 12 point af den danske fagjury. Og det skyldtes blandt andet, at Hilda Heick - som i modsætning til sine fire fagjurykolleger ikke kunne lide sangen - altså ved en fejl fik rangeret landet meget højt. Hvis Hilda Heick havde rangeret sine favoritter korrekt under showet, så viser Ekstra Bladets gennemgang, at Ukraine alene ville få et sølle point af fagjuryen.

Det betyder, at Ukraine ville ende på en total på 523 point og ikke de 534, som landet stod tilbage med, da showet var slut.

Det var umådeligt tæt på Australien, som sluttede med 511 point. Australien blev af den danske fagjury alene vurderet til at have det næstbedste bidrag og fik 10 point under showet. Hvis ikke Hilda Heick - som i virkeligheden havde Australien som favorit - ved en fejl havde rangeret landet som nummer 26, altså det dårligste bidrag, så ville Australien i stedet have fået 12 point af Danmark. Altså er Australiens totale pointhøst ikke 511, men 513.

Det er altså i virkeligheden kun 10 point, der adskiller nummer et fra nummer to i det store Eurovision-show.

Ingen indflydelse på samlede placering
Hilda Heicks fejlagtige stemmeafgivelse fik ifølge Ekstra Bladets beregninger ikke nogen indflydelse på de øvrige landes placering samlet set. Men i alt 10 lande ville slutte på en anden pointtotal end ellers. To lande, der i det samlede regnskab sluttede helt lige, ville ikke længere stå lige, hvis Heicks fejl var undgået. Holland ville have haft tre point mere og ville slutte foran Malta, selv om begge lande i det samlede regnskab endte med 153 point.

Ekstra Bladet har været i dialog med underholdningschef i DR Jan Lagermand Lundme, som fortæller, at DR har været meget omhyggelig med at sikre sig, at de danske jurymedlemmer har forstået reglerne for pointafgivelse.

- En uvildig revisor fra Deloitte har briefet jurymedlemmerne i en halv time om, hvordan de skulle gøre. Han har stået for den del i de seneste ti år. Men i virkeligheden er det ligegyldigt, for det fik ifølge vore beregninger ikke indflydelse på det endelige resultat, siger Lundme til Ekstra Bladet.

Han fortæller også, at DR lige nu er i dialog med ledelsen af Eurovision om Hilda Heicks fejl.

- Og folkene derovre er helt rolige. Det er en menneskelig fejl, som ikke har nogen indflydelse overhovedet, forklarer underholdningschefen.

Sådan skulle Danmark have stemt
Her følger Ekstra Bladets opgørelse over den danske fagjurys pointtildeling under showet og den pointtildeling, som i virkeligheden skulle være givet:

Ukraine (12 - skulle i virkeligheden kun have haft 1 point)

Australien (10 - skulle have haft 12 point)

Belgien (8 - skulle have haft 8 point)

Holland (7 - skulle have haft 10 point)

Bulgarien (6 - skulle have haft 5 point)

Litauen (5 - skulle have haft 2 point)

Sverige (4 - skulle have haft 7 point)

England (3 - skulle have haft 0 point)

Israel (2 - skulle have haft 4 point)

Spanien (1 - skulle have haft 6 point)

Frankrig (0 - skulle have haft 3 point)

232 kommentarer
Vis kommentarer