Kendt talkshow-vært skal styre oscarshow endnu en gang

Når de fornemme oscarstatuetter uddeles næste år, bliver det igen med Jimmy Kimmel som vært for prisfesten

For andet år i træk bliver det talkshow-værten Jimmy Kimmel, der får tjansen som vært ved oscaruddelingen.

Han var også vært ved dette års prisfest, der særligt blev husket for at udråbe den forkerte vinder af årets bedste film.

Det oplyser oscarakademiets præsident, Cheryl Boone Isaacs, og akademiet i en pressemeddelelse.

Og Jimmy Kimmel er ikke sen til at joke med dette års kiks på scenen, da 'La La Land' i først omgang blev udpeget som vinder af den fornemme Oscar for bedste film, selv om filmen 'Moonlight' skulle have prisen.

- At være vært for oscarshowet var et af min karrieres højdepunkter, og jeg er taknemmelig over at blive bedt om at vende tilbage, siger Kimmel i pressemeddelelsen.

- Hvis I tror, at vi lavede en brøler i slutningen af dette års show, så bare vent til I ser, hvad vores planer er med jubilæumsshowet for 90. års Oscar, siger han.

Oscarstatuetterne bliver for 90. gang uddelt 4. marts næste år.

kommentarer
Vis kommentarer

Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen