Lokale revser festival: Hvor bliver pengene af?

Lokalavis og forening klandrer Musik i Lejet for slet ikke at være velgørende - festival afviser alle anklager

Musik i Lejet. Foto: Anthon Unger
Musik i Lejet. Foto: Anthon Unger

I takt med at solen var på vej op over horisonten tidligt i morges, blev det sidste stykke musik blæst ud af højttalerne på dette års udgave af sjællandske Musik i Lejet.

Dermed kunne nogle af de lokale også ånde lettet op.

En overvejende del af beboerne i sommerhusområdet Tisvilde, hvor festivalen holder til, er godt sure i skralden over, at festivalen kalder sig nonprofit og er momsfritaget på den baggrund.

Indtil videre har de sure miner mest af alt været at læse i lokalavisen Netavisen Gribskov, men nu tager formand i Tisvildelejeforeningen, Tim Jensen, også bladet fra munden.

Hvor er pengene?
Han og foreningens resterende 300 medlemmer undrer sig over, hvordan det almennyttige foretagende med 10.000 betalende festivalgæster sidste år kun kunne generere et overskud på omkring 300.000 kroner, som efter nonprofit-tanken blev uddelt til andre foreninger.

Af 2016-regnskabet fremgår det, at Musik i Lejet havde en omsætning på 11.163.594 kroner.

Tim Jensen, der selv har sommerhus i det nordsjællandske sommerland, hæfter sig særligt ved, at festivalen udliciterer en række kerneopgaver til firmaet Good Boys Agency, der ifølge formanden tjener fedt på tjansen.

Se også: Fest i overklassen: Se hvad de efterlader i Tisvilde

- Mange af vores medlemmer spørger, hvorfor de skal lægge by, nattesøvn, sommerferie og hele Tisvildeleje gratis til rådighed til noget, der lader til at være et kommercielt foretagende, siger Tim Jensen.

Good Boys Agency har netop offentliggjort sit første regnskab, og her fremgår det, at selskabet havde et overskud på 451.000 kroner og desuden udloddede udbytte for 250.000 kroner.

Det er, efter firmaets fem ansatte modtog lønninger for samlet set 2.317.000 kroner svarende til en gennemsnitlig månedsløn på 38.616 brutto per mand.

Sidste år spillede Suspekt på Musik i Lejet. I år stod C.V. Jørgensen, Scarlet Pleasure og Marie Key blandt andet på plakaten. Foto: Anthon Unger
Sidste år spillede Suspekt på Musik i Lejet. I år stod C.V. Jørgensen, Scarlet Pleasure og Marie Key blandt andet på plakaten. Foto: Anthon Unger

Med til historien hører, at Good Boys Agency er stiftet og ejet af brødrene Andreas og Kristian Grauengaard - de to brødre, der i sin tid skabte Musik i Lejet, og som nu har meldt sig ud af festivalens bestyrelse for i stedet at drive deres eventfirma.

- Vi har hele tiden sagt, at nogle af pengene går til København, og det generer vores forening. Festivalen er blevet lanceret som et con amore-foretagende, men de to brødre får en pæn slat penge ud af det her, så helt con amore er det altså ikke længere, siger Tim Jensen.

Den bedste måde
Formanden i Musik i Lejet, Lars Thykier, der har en baggrund som topchef i dansk erhvervsliv, fejer kritikken af bordet.

Han forsikrer for, at der ikke foregår nogen form for fusk, og at udliciteringen ganske enkelt skyldes, at kræfterne bag Musik i Lejet ikke selv magter at løfte opgaven, hvorfor de har måttet hyre professionelle folk udefra til at hjælpe.

- Det er den bedste måde, det kan organiseres på. Det er 10. gang, at vi organiserer festivalen, og vi er nødt til at dele det op, forklarer Lars Thykier.

Se også: Babe i Lejet: Jeg drikker som en mand

Lars Thykier vil af hensyn til de konkurrencemæssige forhold ikke ud med, hvad Good Boys Agency får af betaling, men han lister gerne nogle af de mange opgaver, de udfører for festivalen:

- Alt lige fra bands til gode priser til markedsføring over styring af vores hjemmeside, apps og afvikling af festivalen. Vi begyndte på en lille plads for ni år siden, hvor der var 200 mennesker til en havefest.

- I dag har vi brug for professionel ekspertise til at holde en festival, siger han.

Det har også været fremme i lokalavisens dækning, at det lukrative ølsalg bliver varetaget af Good Boys Agency.

Vil give mere
Lars Thykier fastslår dog, at han gerne ville uddele flere penge, og at formålet med festivalen er at donere til velgørenhed. Omvendt kan festivalen ikke drives billigere, mener han.

- Det koster penge at lave en god festival. Man kan så diskutere, om man skal have håndmalede skilte eller ordentlig rengøring og så videre.

- Der er mange måder at spare på, og det har vi så ikke gjort. Vi bruger eksempelvis adskillige millioner på at bygge pladsen. Hvis du vælger ikke at have vakuumtoiletter eller en dynamisk scene, kan man måske klare sig for mindre, siger Lars Thykier.

Musik i Lejet er som velgørende forening momsfritaget ligesom blandt andet Roskilde Festival.

Det er dog ikke et beløb, som det har været muligt for Ekstra Bladet at få indsigt i, da SKAT tidligere har afvist Ekstra Bladets anmodning om aktindsigt i flere specifikke festivalers godtgørelse.

66 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere