Miss Danmark-finalist: Jeg vil ikke skjule mit handicap

Den 17-årige lader ikke sin manglende arm stå i vejen for sine drømme

Ceilina Riel håber på at blive den næste Miss Danmark. Foto: Christina Anaya/MissDanmark.dk
Ceilina Riel håber på at blive den næste Miss Danmark. Foto: Christina Anaya/MissDanmark.dk

12. september skal Danmarks smukkeste kvinde kåres.

Blandt de 30 finalister, der allerede er udvalgt, er Celina Riel fra Køge.

Den 17-årige, der skal begynde på Hotel- og restaurantskolen, virker da også som en oplagt kandidat med sit smukke ansigt og flotte skikkelse, men hun gjorde sig en del tanker om sin deltagelse, inden hun valgte at stille op.

Celina har nemlig et handicap. Hun er født uden venstre arm og var derfor i tvivl, om der ville være plads til hende i en skønhedskonkurrence.

- Jeg tænkte da over, om jeg ville passe ind, og om der var særlige krav. Jeg har jo et fysisk handicap, fortæller hun til Ekstra Bladet.

Arrangøren af Miss Danmark, Lisa Lents, fortæller da også, at Celina Riel er den første deltager konkurrencens historie, der mangler en kropsdel, men understreger, at det på ingen måde er en forhindring.

- Jeg har taget hende med i konkurrencen for at vise, at skønhed kommer i alle former. Hun er helt sikkert et forbillede for andre unge piger, der måske er i samme situation, forklarer hun.

- Det kan måske motivere andre til at tro mere på sig selv, tilføjer Lents.

Celina Riel på de officielle billeder for Miss Danmark. Foto: Christina Anaya/MissDanmark.dk
Celina Riel på de officielle billeder for Miss Danmark. Foto: Christina Anaya/MissDanmark.dk

Helt forskånet for kommentarer og lange blikke har Celina Riel da heller ikke været gennem sin opvækst.

- Selvfølgelig har der været onde kommentarer eller folk, der kigger, når jeg har været ude at handle i supermarkedet. Jeg har oplevet folk, der er kommet til at gå ind i køledisken med indkøbsvognen, fordi de lige skulle kigge en ekstra gang, men for det meste har jeg kun fået positive kommentarer fra min familie og venner, understreger hun.

Celina Riel har da også udelukkende fået positive tilkendegivelser på, at hun stiller op i konkurrencen fra både venner og famlie.

- De synes, det er super sejt, at jeg går uden for min 'comfort zone' og viser, at jeg tror på mig selv, siger hun.

- Hvad ville det betyde for dig, hvis du vandt?

- Det ville være kæmpe stort! Jeg har altid gået med en drøm om at kunne vise andre, at man ikke behøver følge normerne, og at man kan, hvad man vil – med eller uden arm. Og at jeg kan føle mig lige så smuk og elegant som alle andre på trods af mit handicap, fortæller hun begejstret.

Celina vil ikke skjule sit medfødte handicap. Foto: Privat
Celina vil ikke skjule sit medfødte handicap. Foto: Privat
 

Kan alt selv
Lægerne mener, at Celinas handicap skyldes, at navlesnoren blev viklet rundt om hendes ene arm, da hun lå i sin mors mave, og den derfor ikke blev udviklet.

Men den unge pige har aldrig ladet sig gå på af, at hun har andre forudsætninger end de fleste andre og føler sig da heller ikke hæmmet i sin hverdag.

- Jeg binder både snørebånd og fletter hår, og hvis jeg pludselig står i en situation, hvor jeg ikke kan noget, så finder jeg en løsning. Jeg vil gerne klare det selv, slår hun fast.

Af samme grund bruger hun ikke en armprotese.

- Jeg har altid gerne villet vise mig, som jeg var. Jeg har prøvet en protese for flere år siden, men jeg følte ikke, at jeg var mig med den på, tilføjer hun.

Det betyder derfor også meget for hende, at hun ikke skjuler sit handicap på de flotte billeder, der er blevet taget af hende og de andre finalister.

- Det er rigtig vigtigt for mig, at jeg ikke gemmer min arm på billederne, for det er, hvad der kendetegner mig og det, jeg har været vant til hele mit liv.

Vinderen af Miss Danmark kåres 12. september i Cirkusbygningen i København.

244 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere