Musical-verdensmester imponerer

Irving Berlins ørehængere lyder godt på Det Ny Teater

Det Ny Teater rammer plet med opsætningen af Annie Get Your Gun. Foto: www.miklosszabo.com
Det Ny Teater rammer plet med opsætningen af Annie Get Your Gun. Foto: www.miklosszabo.com

Annie Get Your Gun
Irving Berlins musical på Det Ny Teater

5
5
Hvad er din bedømmelse? Din bedømmelse er modtaget

Annie Get Your Gun. Det ny Teater. Musik og sangtekst: Irving Berlin. Instr.: Daniel Bohr. Scenograf: Paul Farnsworth. Spillere: Maria Lucia, Carsten Svendsen, Flemming Krøll, Asger Reher m.fl.

Carsten Svendsen er et velsyngende teatertalent. Foto: www.miklosszabo.com
Carsten Svendsen er et velsyngende teatertalent. Foto: www.miklosszabo.com
 

Verdensmesteren i musicals, Irving Berlin, har leveret melodier og sangtekster.

Danmarksmesteren i musicals, direktør Niels-Bo Valbro, står bag opsætningen.

Musicalprimadonna Maria Lucia Heiberg Rosenberg har titelrollen.

Med den trio på aftrækkeren kan Annie Get Your Gun ikke skyde ved siden af. Det gør forestillingen heller ikke. Den rammer i plet, skønt originalmaterialet er fra 1946. For de unge, der faldt, er der gamle over alt!

Ikke et minut for meget
Der er ikke siden skrevet musicals med flere ørehængere, f.eks. 'No business like show Business', 'Hvad som helst, du kan Gøre', 'Hvordan får jeg ram på en Mand'.

Det tager tre timer for Annie Oakley at få nedlagt Frank Butler i skikkelse af det nye, velsyngende teatertalent Carsten Svendsen. Men det er ikke et minut for meget, selv om handlingen kan stå bag på et frimærke: Velskydende drengepige bliver hyret til Buffalo Bills western-cirkus og falder for mesterskytten Frank, som hun konkurrerer mere med, end han bryder sig om.

Et mylder af folk
Som sædvanlig leverer Det Ny en overdådig scenografi og en klar lyd (Thomas Fritsche), som gør det muligt at høre hver en stavelse, hvilket er mere end dansk tv-teater evner. Et mylder af folk på scenen sørger for, at der virkelig er noget at holde øje med.

Det er genialt at hyre Nykøbing F-revydirektør Flemming Krøll, der fylder scenen overbevisende som Buffalo Bill, og Asger Reher som høvding Sitting Bull med de morsomste replikker.

Men det er Maria Lucia, som bærer forestillingen med sin charme, sødme og klingende klare stemme. Tænk, at der kan være så megen lyd i så lille en kvinde! Det er forståeligt, at hun er fast inventar i Det Ny.

kommentarer
Vis kommentarer

Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen