Ny coronaudmelding fra Cirkusrevyen

Salget af billetter til Danmarks største revy er gået i stå, men der bliver ikke tale om aflysninger

Årets Cirkusrevy bliver den sidste for revylegenden Ulf Pilgaard. Foto: Henning Hjorth
Årets Cirkusrevy bliver den sidste for revylegenden Ulf Pilgaard. Foto: Henning Hjorth

Teltholder Torben Træsko, der står bag Danmarks største og bedst kendte revy, Cirkusrevyen, er ikke sådan at slå ud.

På trods af at Danmark er lukket delvist med, og der nu blot er 48 dage til de første forestillinger af den kendte revy med topnavne som Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard på plakaten, er han stadig ukuelig optimist i forhold til at få revyen ud over scenekanten.

 

- Der bliver ikke tale om at aflyse årets forestillinger. Det kan jeg slet ikke forestille mig. Det bliver muligvis nødvendigt at flytte nogle forestillinger til senere på året, men vi skal nok komme i gang og komme igennem det, lyder det fra den optimistiske revykonge.

Sælger ganske få billetter
Lidt malurt i bægeret er der dog naturligvis i disse alvorlige coronatider. Billetsalget til den populære revy er nemlig så godt som gået i stå.

Se også: Lisbet Dahl: Totalt skræmmende

- Før coronaen havde vi allerede solgt flere end 100.000 billetter, men nu er det gået helt i stå. Vi sælger hver dag nogle få billetter til de sene forestillinger - altså dem i august - men det er ikke mange, siger Torben Træsko til Ekstra Bladet.

Holder afstand
På trods af den specielle situation er der stadig fuld gang i forberedelserne. Prøverne har indtil nu været flyttet til videokonferencer, men ganske snart kommer det til at foregå i den virkelige verden.

- De kommer snart til at øve sammen alle fem (Lisbet Dahl, Ulf Pilgaard, Niels Ellegaard, Mille Lehfeldt og Carsten Svendsen, red.) Men det kommer til at foregå på en lidt anden måde med større afstand og andre forholdsregler, forklarer Torben Træsko og slutter:

- Ingen kan sige noget sikkert om det her. Hvis de finder et vidundermiddel i morgen, kan det være, det hele bliver gennemført som hidtil planlagt, men det er der desværre ikke meget der tyder på lige nu. Men vi er altså stadig fortrøstningsfulde og ved godt mod.

Se også: Cirkusrevyen frygter aflysninger: - Det kan blive rigtig dyrt

62 kommentarer
Vis kommentarer