Politi i ny aktion ved Smukfest

Sydøstjyllands Politi genoptog torsdag kontrollen af shuttlebusser til festivalen. Fem ud af seks dumpede

Foto: Olivia Loftlund
Foto: Olivia Loftlund

Problemerne med bussikkerheden ved Smukfest fortsætter, efter at Sydøstjyllands Politi torsdag har genoptaget kontrol af de shuttlebusser, som fragter festivalgæster til og fra festivalen i Skanderborg.

Det oplyser politikommissær ved Sydøstjyllands Politi Stig Simonsen.

Fem ud af seks busser, som politiet torsdag klokken 13.20 har tjekket, er dumpet. Heraf dumpede to af busserne også politiets undersøgelser onsdag.

- Det er ikke godt, siger Stig Simonsen.

- To af busserne har fået kørselsforbud. Det skyldes, at en af dem er tilbage med bremsefejl ligesom i går. Den anden havde styretøjsproblemer, siger han.

Se også: Buskaos på Smukfest: Alt er aflyst

Den ene af busserne med kørselsforbud har fået klippet pladerne.

Desuden er to busser dumpet, da de havde defekte nødudgange, hvor det ikke har været muligt at åbne nødudgangene indefra.

Politiet begyndte allerede onsdag, hvor Smukfest åbnede festivalpladsen, at tjekke busser for fejl og mangler.

Ud af de 18 busser, som blev undersøgt onsdag, skulle 11 videre til syn, mens én bus blev sendt på værksted.

- Vi havde regnet med at se et andet billede i dag, siger politikommissæren.

Busserne, som dumper politiets prøve, må ikke fortsætte kørslen, før problemerne er udbedret.

Talsmand for Smukfest Poul Martin Bonde oplyste onsdag, at det er busfirmaet P.P. Busser, der står for driften, og at busserne alle har været til tjek inden for den seneste måned eller to.

Ifølge direktør i busselskabet Maria Kathina Petersen er P.P. Busser dog blot én af flere leverandører.

Politikommissær Stig Simonsen kan ikke genkende, at alle busser er synet inden for den periode.

- Det billede kan vi ikke genkende fuldstændig, nej. Det kan være, at selskabet har nogle oplysninger, som vi ikke kan se, siger han.

Kontroltjekket onsdag resulterede i, at flere tusinde festivalgæster ventede i timelange køer på grund af den manglende transport.

69 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere