Raser over Smukfest: - Det er livsfarligt

Flere festivalgæster oplever dagligt kaotiske tilstande uden for festivalpladsen på Smukfest, når koncerterne er slut

Der er pres på, når tusindvis af festivalgæster skal ud fra pladsen. Her i forbindelse med Robbie Williams-koncerten. Video: Per Lange

Smukfest er i disse dage i fuld gang i Skanderborg, og tusindvis af glade festivalgæster valfarter til festivalpladsen dag efter dag for at høre store navne som Robbie Williams, Lukas Graham og Nik og Jay.

Men når koncerterne er slut, og folk igen forlader festivalpladsen for at tage videre til campingområderne Kærligheden eller Holst via de shuttlebusser, som Smukfest har arrangeret, opstår der gang på gang kaos.

Det fortæller flere frustrerede festivalgæster til Ekstra Bladet.

En af dem er Dennis Dahlmann, der i år er gæst på Smukfest for femte år i træk.

Han fortæller, at der hver dag opstår livsfarlige situationer udenfor festivalpladsen, når gæsterne skal transporteres fra a til b.

Se også: Julie Ølgaard i stor brøler til nøgenfest

- Når vi skal gå hjem fra festivalpladsen, har de ikke brugt ressourcer på at sikre fodgængere fra den øvrige trafik, så vi er nødsaget til at gå på kørebanen med ryggen til de busser, der kører frem og tilbage, siger han og fortsætter:

- Og med tanke på, at det så samtidig er med mennesker med et enormt alkoholindtag, er det kun et spørgsmål om, hvornår ulykken skal ske. Busserne kører med høj hastighed, og enkelte buschauffører bliver tilpas provokeret af, at folk fylder for meget på vejen, så det viser de ved at køre og dytte og køre tæt på de gående, selvom de reelt har muligheden for at køre ud på midten af vejen, siger han.

De mange mennesker på festivalpladsen sætter ifølge en festivalgæst deres liv på spil, hvis de vælger at gå til campingområderne om natten. Foto: Per Lange
De mange mennesker på festivalpladsen sætter ifølge en festivalgæst deres liv på spil, hvis de vælger at gå til campingområderne om natten. Foto: Per Lange
 

Uoplyst vej
Ifølge festivalgæsten er det især i de mørke aftentimer, at der opstår farlige situationer foran festivalpladsen, hvor shuttlebusserne kører imellem de forskellige campingområder.

- Der er stier til Skovlund, men hvis vi skal videre til Holst eller Kærligheden, skal vi ud og gå på den uoplyste vej. Så vi er tvunget i den forstand, at der intet alternativ er. Enten er det vent på busserne eller gå på kørebanen, siger han.

- Det værste sted er, hvor vi skal krydse jernbanen, der snævre vejen helt ind. Her kunne de have lavet det med en sluse, hvor en ad gangen kunne gå over broen. Så hvis to busser passere hinanden på broen, er der absolut ingen plads til fodgængerne, fortsætter han.

Se også: Afslører ulovlig konkurrent på Smukfest

Farlig situation
Dennis Dahlmann fortæller, at der ofte er så mange mennesker, der er med busserne, at man kan blive tvunget til i stedet at gå ad de mørke stier, hvor biler og busser ikke har mulighed for at se én.

- Ja der er for stort pres på busserne. Så hvis alternativet er at stå og vente i lang tid, så vælger 'vi' jo at gå.

- Opfordrer vagterne til, at man går i stedet for at vente på busserne?

- De står ikke og siger, at man skal gå, men festivalen har jo bygget det sådan op, at man kan vælge at gå, og de har en linje, der hedder 'gå selv'. Men de vil åbenbart ikke ofre, hvad det koster at få mennesker frem og tilbage på en sikker måde.

- Det provokerer mig, for sådan er det alle dage, og sådan har det været alle år. Jeg har været her i fem år, og det er livsfarligt, understreger han.

Se også: Uventet besøg på Smukfest

Dennis Dahlmann mener derfor ikke, at der er gjort nok fra Smukfests side i forhold til at sikre gæsternes sikkerhed.

Oplevelsen har fået ham til at gå til tasterne på Facebook, hvor han retter en stærk kritik af Smukfest.

Du kan læse hans opslag herunder:

Folk skal ikke gå
Til Ekstra Bladet fortæller Smukfests talsmand, Poul Martin Bonde, at de aldrig vil opfordre folk til at gå hjem fra pladsen, da det ikke er sikkert.

- Vi kan jo ikke gøre noget, hvis folk vælger at gå. Men det er ikke smart. Det er meget få, der vælger at gøre det, og det er ikke noget, der er generende for busdriften, siger han og fortsætter:

- Vi har belysning ud til Skovlunden, men det er ikke meningen, at folk skal gå længere end dertil. Jo flere, der går, jo mere sander det til, og jo farligere er det. Det er ikke sikkert at gå, for det er mørkt, og der kører busser og anden trafik, som ikke har noget med festivalen at gøre ude foran pladsen. Så for folks egen sikkerhed skyld opfordrer vi kraftigt til, at man benytter vores busser.

- Så I har ikke planer om at sætte mere belysning op for dem, der så vælger at gå?

- Nej, for det er ikke meningen, at folk skal gå derfra. Vi opfordrer til, at man har tålmodighed og så måske tager en ekstra øl i baren og venter på bussen, så man er sikker på at komme sikkert hjem.

104 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere