Research til bog: Forfatter gik på druk i fire år

Vesterbros værtshuse har fået deres egen fortælling i form af bogen 'Bodega Blues'

Engang var der over hundrede værtshuse på Vesterbro i København - nu er der 24. Forfatteren Henrik List har lavet den første samlede fortælling om værtshusene. Foto: Linda Johansen
Engang var der over hundrede værtshuse på Vesterbro i København - nu er der 24. Forfatteren Henrik List har lavet den første samlede fortælling om værtshusene. Foto: Linda Johansen

Nok har Københavnske Vesterbro gennemgået en voldsom forvandling fra beskidt banegårdskvarter med dertilhørende ludere og lommetyve til dyre lejligheder og vel nok landets dyreste kopper kaffe.

Men kvarteret huser fortsat 24 'brune' værtshuse, der fortæller deres egne historier om livet på Vesterbro før byfornyelsen.

Engang var der over hundrede værtshuse klemt sammen på ganske få kvadratkilometer, og der var engang - man skal faktisk ikke så langt tilbage - hvor beværtningerne lå ganske tæt i de smalle gader.

90 værtshuse er lukket
En ganske særlig og særegen kultur, mener forfatteren Henrik List og kulturjournalisten, der i bogen 'Bodega Blues' har samlet fortællingen om værtshusene. Både dem, der var, og dem, der står der endnu.

– Jeg har talt mig frem til, at 90 værtshuse er forsvundet siden 1970, fortæller List.

Bagerst i bogen er der et indeks over de nu lukkede værtshuse.

Lige siden han var teenagedreng i Esbjerg, har den 54-årige List været glad for at gå på værtshus. De seneste fire år har han så brugt på research til 'Bodega Blues'.

Tørst, blok og kuglepen
I 25 år har han selv boet på Vesterbro og besøgt værtshusene, så en del af røverhistorierne kunne han i forvejen. I forbindelse med bogen har det så været nødvendigt at gå lidt mere metodisk til værks.

Ud over tørst udstyrede han sig med en blok og en kuglepen, når han gik på værtshus.

Selvom en stor del af de såkaldt gamle vesterbroere ikke er i kvarteret mere, så er de langtfra alle borte. Og netop på de resterende 24 værtshuse er det, at man stadig kan møde den gamle garde - særligt i dagtimerne.

Han nægter at være decideret slumromantiker og mener ikke, at alt var bedre gamle dage.

– Jeg er ikke ude på at glorificere fortiden. Der var meget skidt på Vesterbro før i tiden. Fattigdom, social deroute, vold og hård narko. Og min research har påvist, hvordan miljøet særligt tiden fra sidst i 1970’erne og op igennem 1980’erne var råt.

Værtshus-kultur er bevaringsværdig
Alligevel mener Henrik List, at den klassiske værtshus-kultur også har mange gode sider:

– Der er et fællesskab, en humor og en tolerance, hvor kan tillade sig at være lidt balstyrisk eller en lidt skæv eksistens uden at blive smidt ud. Der er en frihed med højt til loftet og en rå flabethed, som man ikke kan tillade sig på pæne caféer og kaffebarer, siger Henrik List.

Han mener desuden, at de gamle værtshuse repræsenterer et stykke dansk kulturhistorie, der ikke værdsættes af mainstream-Danmark:

– Jeg mener, det er et stykke kulturarv på linje med Kim Larsens musik eller alle mulige fine godser og slotte, og som jeg skriver i 'Bodega Blues', så vil jeg alligevel tilegne bogen til de seje mænd og kvinder, der på trods af alle odds stadig holder skansen på Danmarks bodegaer.

De uskrevne regler: Rør aldrig en anden mands øl

På værtshusene eksisterer der et ganske vist uskrevent, men alligevel ret tydeligt, regelsæt, der er bygget op gennem rigtigt mange år.

Det betyder, at man lige skal tænke sig om, før man sætter sig ned på et værtshus, man ikke kender.

’Sætter du dig ved baren, antyder du derved, at du er frisk på den kontinuerlige pingpong-samtale mellem bartenderen og de andre gæster, og at du er klar til at lægge kortene på bordet og fortælle, hvem du er, ’ lyder det i bogen.

’Sætter du dig ned ved et bord, efter at have hentet din bestilling får du lov til at sidde i fred, men man bør ikke sætte sig ved lokalets største bord, da det ofte er et stambord for gæster, der dukker op senere på dagen.’

’Faste gæster sætter sig pr rygmarvsinstinkt på faste pladser. Hvis de undtagelsesvis vælger at gå over til et af de fjernere borde med en eller flere andre, så gør de det, fordi der måske skal føres samtale af mere tys-tys mæssig karakter.’

Men, lyder det i Bodega Blues, den vigtigste regel er dog ’man rører aldrig en anden mands øl’.

Bodega Blues er udkommet på Byens Forlag. Læs mere på www.henriklist.dk

100 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere