Sådan har vi anmeldt Sonnergaard

Den netop afdøde forfatter Jan Sonnergaard har gennem sit forfatterskab været udsat for regulær stjerneregn

Jan Sonnergaard fim fem stjerner for sin debutroman 'Radiator', og hans bøger er generelt blevet vel modtaget af anmelderne. Foto: Kasper Løftgaard
Jan Sonnergaard fim fem stjerner for sin debutroman 'Radiator', og hans bøger er generelt blevet vel modtaget af anmelderne. Foto: Kasper Løftgaard

Forfatteren Jan Sonnergaard er død. Han blev 53 år. Det oplyser litterær direktør Johannes Riis fra Gyldendal til Ekstra Bladet.

- Han er her i weekenden blevet fundet død i den lejlighed, hvor han var installeret af sit forlag i Beograd. Han er død af et hjerteslag, siger han.
Sonnergaard var i Serbien i forbindelse med en lancering af en serbisk udgave af en af sine bøger.

- Det er jo en forfærdelig trist nyhed, vi fik at vide her i weekenden. Jan var jo en meget speciel forfatter. En forfatter der virkelig satte sit præg på litteraturen, efter han debuterede i 1997 med 'Radiator'. Han markerede sig ikke kun som forfatter, men også som samfundsdebatør, siger Johannes Riis.

Novellesamligen 'Radiator' blev solgt i over 100.000 eksemplarer og gjorde med et Sonnergaard til en af halvfemsernes store forfattere

'Radiator'

Sonnergaard debut - novellesamlingen 'Radiator' - blev anmeldt i Ekstra Bladet i 1997, hvor den fik hele fem stjerner med på vejen.

Her er anmeldelsen:

VVS-manden er kommet

Af :John Chr. Jørgensen

For nogle år siden erklærede lyrikeren Niels Frank højt og helligt, at han aldrig ville kunne skrive et digt, hvori ordet 'radiator' indgår. Det lo de meget ad den vinter. Klaus Rifbjerg foreslog sarkastisk, at man sammenstillede et leksikon med tabuord, som absolut ikke måtte forekomme i digte: bøsning, foderautomat, rygmarvsscanning, librettist, voksmannequin, radiobil, p-pille, vandland, etc.

Nå, efter nogen tid faldt den gode Niels Frank til patten - undskyld: radiatoren - og manden skal efter sigende have besmittet et af sine nyere poemer med det grimme ord fra dagligstuen. Måske har han i mellemtiden fundet ud af, at 'radiator' bare er latin for noget, der 'sender stråler', og så er vi jo ligesom hjemme i den poetiske kakkelovnskrog igen.

Hvorom alting er, så sætter en grovkæftet karl ved navn Jan Sonnergaard i dag trumf på moderniteten ved at bruge 'Radiator' som titel på sine debutnoveller. Forfatteren henviser ganske vist til den hypertermiske Barbara Hutton, som siges at have radieret hedebølger i Tanger, men han har sikkert også sendt en varm tanke til den klamme Niels Frank i Danmark.

Det kan nok være, at Sonnergaard lægger varmerør ind i dansk nutidsprosa. I ti robuste københavnernoveller tager Sonnergaard os med i Brugsen og Netto og på en masse snaskede barer og helt ud til det krematorium i Njalsgade, som kalder sig et universitet, og som huser en masse dovne, lede og liderlige lektorer. På vejen ser vi en graffiti, hvor der står Uffe tæver Alice.

Det er Storbydanmark her og nu, og personerne bander og boller, så det forslår. Frustrationerne står tæt, og hvert andet øjeblik slår de ud i øretæver. Men nedenunder den tæske-aggressive overflade møder vi nogle enlige unge mænd, som jævnt hen er på spanden, fordi staten, bankerne, arbejdsgiverne, kællingerne, albuedrengene eller nassevennerne tager røven på dem.

Det eneste, de ikke har mistet, er talegaverne - Bukowski og slang-ordbogen. Flere af historierne forløber som regulære mareridt og hallucinationer. Desværre er Sonnergaard ikke så god til at kortslutte. Faktisk fungerer hans historier bedst, når han bare lader talestrømmen løbe ud i sandet. Det er med andre ord ikke i plottet, men i de rå miljøskildringer og den varmeførende stil, Sonnergaard har sin styrke. Han er endnu ikke helt udlært. Men vi hører gerne fra ham igen. Han er den ny VVS-mand i dansk prosa.

'Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer'

 

I sin bog med den lange titel 'Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer' fra 2013 hyldede Sonnergaard kønne vine, berusende kvinder og fremmede storbyer. Det fik endnu engang Ekstra Bladets anmelder til at tildele fem stjerner.

Sprød og fandenivoldsk

Af: Svend Skriver

Det er en fornøjelse at dykke ned i Jan Sonnergaards nye fortællinger. De sprudler af glæde over livet og hylder oplevelsen af skønne vine, berusende kvinder og fremmede storbyer.

I en af fortællingerne møder vi en ung mand, som er taget til Paris for at studere.

Det bliver dog ikke til så meget med studierne. Gennem en kontakt får han på nærmest mirakuløs vis mulighed for at flytte ind i en gammel herskabslejlighed.

Kort efter melder en ung, smuk og vild kvinde sig i hans liv. Martine hedder hun. Og så går det ellers hedt for sig i lejligheden.

Svælger i outreret sex Sonnergaard dyrker og udstiller mandens begær. Den unge mand kan ikke få nok af Martines indbydende krop, og sammen svælger de i outreret sex. Der mangler intet i deres pornografiske leg med hinanden.

Alligevel har han slet ikke forstået rækkevidden af Martines dæmoniske spil med hans lyst. Han føler sig elsket, begæret og magtfuld, men da den barske sandhed om deres forhold til sidst går op for ham, krakelerer han.

Man læser Sonnergaards fortællinger om spillet mellem mænd og kvinder i ét hug.

Bogen er elementært spændende. Han kalder sine fortællinger opbyggelige. Det er næppe uden ironi og så alligevel, der er en alvor, som kalder på eftertanke. Ind imellem kammer det opbyggelige dog over.

For når Sonnergaard hist og her vil belære læseren om f. eks. politik og samfundsforhold, skæmmer han den kunstneriske helhed.

Den indvending skal dog ikke skygge over glæden ved at opleve Sonnergaards sprøde og fandenivoldske prosa. For skrive - det kan han sgu.

Frysende våde vejbaner

Jan Sonnergaards seneste værk, der blev udgivet sidste år, fik fire stjerner med på vejen fra Ekstra Bladet.

Rust i radiatoren

Af: Frank Sebastian Hansen

Jan Sonnergaards debutnoveller ' Radiator' (1997) er en af de bedste bøger i moderne dansk litteratur. Bogen gav stemme og punch i næverne til de marginaliserede i samfundet, og siden har Sonnergaard holdt fast i sine forslåede karakterer.

Jesper hedder hans nye hovedperson. En arbejdsløs fyr tæt på de 50, som lever et forsumpet liv i København NV. Jesper bæller bajere, storryger og forbander fænomener som metrobyggeriet og den sociale udrensning af hans elskede København. Han er på selvmordets rand, men en stormende forelskelse i et farligt fruentimmer bringer lyset tilbage i mørkemandens liv.

Lykken varer dog aldrig længe hos Sonnergaard, og selvfølgelig har damen ikke rene følelser gemt i pushup-bh'en, hvilket får Jesper til at begive sig ind i den københavnske underverden i jagten på en pistol.

SONNERGAARD er som altid morsomt velskrivende, når han f. eks. hudfletter Lars Løkkes statsfi-nansierede (over) forbrug og kommunernes perfide dyneløfteri.

Samtidig har der dog sneget sig en hørm af nostalgi ind i Sonnergaards univers, når han insisterer på, at lortebrune bodegaer, gigtramt rockmusik og tilfældige engangsknald er livets rette medicin. Lidt for ofte lyder romanen som en ridset vinylplade med Gasolin.

Måske er det på tide, at forfatteren finder en ny stambar og møder nye damer i nattelivet for på den måde at få banket lidt rust ud af den litterære radiator?

0 kommentarer
Vis kommentarer