Den nye underholdningschef i Tivoli, Nikolaj Koppel kan tage The One and Only-direktøren, Jesper Winge Leisner i hånden og i fællesskab kan de så slæbe den store pengekasse over i banken: Alt er nemlig udsolgt til ’Dirty Dancing’-musicalen.
- Ud af de 120.000 billetter, vi har sat til salg, er der kun ståpladser tilbage, smiler Koppel her otte dag før premieren.
Dermed er billetterne revet væk endnu før, nogen har set en anmeldelse af musicalen.
- Vi havde lidt publikum på for første gang i går, og det kan nok være, at der blev skreget igennem. Folk rejste sig og dansede. Tænk hvis alle 1800 rejser sig og gør det samme under forestillingen, griner Silas Holst.
Baby
Musicalen er stjernespækket, som man siger, og ’Baby’, som spilles af Mathilde Norholt er en herlig rolle, men overraskelsen kommer fra Karina Frimodt - veteran fra Vild med dans og som danser i Cirkusrevyen.
- At danse med Frimodt er en fornøjelse, men at spille over for hende er forbløffende. Hun er født til at sige replikker, erklærer Silas.
Og hermed tyder alt på, at det er de to autodidakte - Silas og Karina - der stjæler stjernebilledet på scenen.
- Det er gået så godt med denne rolle, at jeg har fået blod på tanden. Jeg har danset i mange sammenhænge, men skuespil har jeg aldrig prøvet før, og det må der gerne komme mere af, siger Karina Frimodt.
Som i filmen
Hvis man er ’Dirty Dancing’-fan, og dem tyder alt på, at der er nogle stykker af, så er Tivolis opsætning det rene guf og romantik.
Forestillingen er skåret over samme læst som filmen, og alle spillerne ligner deres forbilleder.
- Johnny Castle er min drømmerolle. Det her er helt fantastisk, jubler Silas Holst.
Robert slanket
Robert Hansen som spiller hotel-sønnen, er også begejstret for hele det store set up.
- Vi kører et hårdt program med både dag- og aftenprøver. Det kræver sin mand, smiler han.
Den ellers så kække skuespiller har netop overstået en skilsmisse, som han på ingen måde vil tale om, men fakta er, at han har tabt 13 kg.
- Det pynter. Jeg havde faktisk fået lidt for meget huld. Der var gået lidt rigelig sofahygge i den, men nu er jeg blevet trimmet, erklærer han tilfreds.
Vild med dans
Og supertrimmet er også Morten Kjeldgaard, som på grund af sit engagement i 'Dirty Dancing' for en gangs skyld ikke er med i Cirkusrevyen, og derfor skal prøve noget nyt: At holde sommerferie.
- Spilletiden på 'Dirty Dancing' løber ind over Cirkusrevyen, så der skal jeg ikke danse i år. Det er helt mærkeligt at få lov til at holde fri en sommer. Men jeg glæder mig til en hel måned med min norske kæreste Vegard. Vi har besluttet os for en tur til Thailand - inden 'Vild med dans'-sæsonen, fortæller han.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.