Storpolitisk sejr i et upolitisk Grand Prix

Ifølge reglerne må der ikke være politik i Eurovision Song Contest. Alligevel vandt Ukraine med en sang om en gammel strid mellem vinderlandet og Rusland

Ukraine er vinderen af Eurovision 2016. Hør den første tale her. Video: AP

STOCKHOLM (Ekstra Bladet): Der var spænding lige til sidste sekund, da Jamala og Ukraine sent lørdag aften vandt Eurovision Song Contest.

En jublende glad Jamala efter sejren. (Foto: Mogens Flindt) Event & Kultur - 15. maj. 2016 - kl. 00:40 Ukraine vinder Eurovision Song Contest

Den 32-årige sangerinde fejede ikke bare den russiske favorit Sergey Lazarev af banen. Hun tog sejren for snuden af Ukraines ærkefjende, Rusland.

- Jeg er meget overrasket. Næsten i choktilstand. Jeg er aldrig blevet så overrasket over en Eurovision-sejr før, siger Danmarks Radios Grand Prix-kommentator Ole Tøpholm til Ekstra Bladet.

Det står skrevet i de officielle regler for Eurovision Song Contest, at sangene i konkurrencen ikke må være politiske. Den regel er blevet bøjet så langt den overhovedet kan for at få Jamala og hendes vindersang '1944' med i Eurovision Song Contest.

Ifølge dr.dk handler sangen om Krim-tatarernes deportation til Centralasien i 1944 - en deportation, der fandt sted efter taterne blev beskyldt for at have samarbejdet med de nazistiske besættelsesstyrker i anden verdenskrig.

'1944' er dog pænt pakket ind, og ifølge Jamala handler den om hendes bedstemor, og derfor er sangen dedikeret til hende.

Se også: Russisk favorit taget med rumpen bar

Forud for det nationale Grand Prix i Ukraine måtte nummeret godkendes af en jury på grund af de politiske undertoner, og '1944' har også været oppe på højeste niveau i EBU, der er organisationen bag Eurovision Song Contest.

Her vurderede man, at sangen godt måtte stille op i verdens største musikkonkurrence.

- Der er ingen tvivl om, at med den situation, som Ukraine står i, giver sådan en sejr en kæmpe støtte til dem fra hele Europa. Men Rusland fik altså også mange point, og jeg vil mere kalde det et tilvalg af Ukraine end et fravalg af Rusland, siger Ole Tøpholm.

Selv om politik altså ikke må have indflydelse på den gigantiske musikkonkurrence, er det et faktum at Ruslands jury ikke afgav et eneste point til aftenens vindersang fra Ukraine, ligesom Ukraine heller ikke sendte nogen point den anden vej.

- Vil du kalde det en politisk sejr?

- Jeg tror ikke, at folk ville stemme politisk, men sådan blev det bare på grund af alle følelserne. Det er en følelsesmæssigt stærk sang med et ret specielt budskab, og det har nok rørt mange. Hun havde så mange følelser, da hun sang. Det rørte i hvert fald mig. Jeg synes faktisk, at det var en af de dårligste sange til at starte med. Men jeg er virkelig blevet rørt af den, siger han.

Den danske jury var i øvrigt helt enig med resten af Europa i, at Ukraine skulle vinde. Juryen gav Jamala 12 point, mens seernes favorit var 17-årige Frans fra Sverige.

Se også: Så du dem? De polske malkepiger er tilbage i Eurovision

Ukraine har tidligere vundet Eurovision Song Contest en gang. Det skete i 2004, hvor sangerinden Ruslana snuppede trofæet.

Da Ruslands parlament for to år siden godkendte en annektering af den ukrainske halvø Krim, nåede forholdet mellem Nato og Rusland et nyt lavpunkt.

Konflikten mellem Rusland og Ukraine udløste en diplomatisk krise mellem Rusland og Nato.

116 kommentarer
Vis kommentarer